Kontanthjælp og uddannelseshjælp er en midlertidig økonomisk hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, som skal give dig mulighed for, at klare rimelige leveomkostninger.
Kontant- og uddannelseshjælp ydes til:
- Forsørgelse
- Særlig støtte til dækning af høje boligudgifter eller store forsørgerbyrder
- Enkeltudgifter
Hvem har ret til kontant- og uddannelseshjælp:
For at få kontanthjælp til forsørgelse eller hjælp til dækning af høje boligudgifter/store forsørgerbyrder er det en betingelse, at der er sket en ændring i dine forhold - en såkaldt social begivenhed – som gør at du ikke længere kan forsørge dig selv og din familie. En social begivenhed kan f.eks. være sygdom, arbejdsløshed eller - i visse tilfælde - graviditet.
Øvrige betingelser:
- At du er fyldt 18 år eller du har pligt til at forsørge børn
- At dit forsørgelsesbehov ikke kan dækkes af dagpenge eller andre indtægter
- At forsørgelsesbehovet ikke kan dækkes af formue
- At dine og eventuel ægtefælles arbejdsmuligheder er udnyttet
Sådan søger du kontant- og uddannelseshjælp:
Du skal gøre følgende 2 ting:
- Book tid til visitationssamtale via følgende link Book tid.
- Ansøg om forsørgelse inden 48 timer via dette link Ansøg her. Når du har lavet ansøgningen, vil du i e-boks modtage en kvittering for at din ansøgning er indgivet, det er vigtigt at du ikke sletter din kvittering, da det er din dokumentation for at du har indgivet ansøgningen inden for tidsfristen.
Husk du skal udfylde dit forberedelsesskema inden første samtale med Jobcenteret.
Når du er tilmeldt som kontant- eller uddannelseshjælpsansøger har du adgang til forberedelsesskemaet, indtil jobcentret har haft en visitationssamtale med dig.
Du finder et link til dit forberedelsesskema på din Jobnet-forside med overskriften "Kom godt i gang med job" - skemaet vil danne grundlag for snakken ved første samtale.