Den fortsatte bæredygtige udvikling i Kalundborg Kommune er dybt afhængig af en kontinuerlig tilgang af arbejdskraft. Vi er noget specielt og kan udrette mere, fordi vi har mange arbejdspladser. Derfor er det helt overordnede mål, at flere både lokalt, regionalt og nationalt skal kende Kalundborg Kommune som et sted, der har mange attraktive arbejdspladser i den private såvel som den offentlige sektor.
Det kræver, at Kalundborg Kommune fremover kommunikerer mere strategisk og på flere platforme.
Vi er i skarp konkurrence med en lang række andre aktører, der også ønsker at komme til orde via et stigende antal kommunikationskanaler, og vi står overfor et medielandskab, hvor man har travlt, og tingene udvikler sig hurtigt.
På de lokale medier er der generelt færre journalister til at dække flere og mere komplicerede sager. Det går ud over den nuancerede dækning af politiske processer og beslutninger. I de nationale medier gælder det generelt, at de interesserer sig for konflikter af en vis størrelse eller enkeltsager.
Dertil kommer, at stadigt flere danskere i dag henter deres nyheder og ’følger med’ på sociale medier. 47% af danskerne fik i 2015 deres nyheder gennem sociale medier såsom Facebook, året før var det 35%. De traditionelle landsdækkende medier er med til at sætte dagsordener i gang, men historierne udvikler sig og lever på de sociale medier, og det er dér, borgere, nuværende og potentielle arbejdstagere samt tilflyttere findes.
Derfor skal Kalundborg Kommune fremover kommunikere på flere platforme, og vi skal kommunikere, strategisk, uanset om vi kommunikerer i den lokale avis, de regionale radio- og tv-stationer, i landsdækkende medier eller på vores egen hjemmeside, på en kommunal facebookside, i breve og skrivelser til borgere, i den direkte dialog med borgere og så videre.