Flexbolig

En flexbolig er en helårsbolig, som ejer har tilladelse til at anvende som fritidsbolig. Når en ejendom er registreret som en flexbolig er der ingen bopælspligt.
Få overblik over reglerne, ansøgningskravene og de særlige forhold, der gælder for flexboliger på denne side.

Flexboligtilladelser

En flexbolig er en helårsbolig, som ejendommens ejer lovligt kan anvende som fritidsbolig.

En flexboligtilladelse har afsæt i planloven og indebærer, at kommunen meddeler samtykke til, at en helårsbolig af ejendommens ejer, benyttes til fritidsformål, og senere (uden fornyet tilladelse) kan vende tilbage til helårsbeboelse.

En flexboligtilladelse må ikke stride imod anden lovgivning. Derfor skal både ejendommen og ejendommens ejer opfylde betingelserne for at få flexboligtilladelse.

I Kalundborg Kommune følger en flexboligtilladelse personlig og bortfalder derfor bl.a. ved salg og anden overdragelse af ejendommen.

Når en ejendom er registreret som en flexbolig, ændrer boligen ikke status, men bliver blot fritaget for bopælspligt.

Administrationsgrundlag

Kommunalbestyrelsen har den 26. april 2023 godkendt følgende administrationsgrundlag for flexboliger i Kalundborg Kommune.

Tilladelse til flexbolig kan gives i følgende tilfælde. Bemærk dog undtagelser længere nede:

  • boliger i landzone
  • boliger i kommuneplanens rammelagte landsbyer
  • boliger på øerne
  • boliger i byzone, såfremt de ligger i kommuneplanens udlagte boligområder samt blandede bolig- og erhvervsområder.
  • boliger i den nære kystnærhedszone

Undtagelser

Det er i Kalundborg Kommune ikke muligt at opnå flexboligtilladelse, hvis:

  • ejendommen ligger i Centerbyerne Kalundborg, Svebølle, Høng, Gørlev og Ubby-Jerslev. Disse områder er afgrænset i Kommuneplanen - byområder. Bemærk, at byområder ikke skal forveksles med byzone.
  • ejendommen ligger i Ulstrup på Røsnæs. Dette område er afgrænset i Kommuneplanen - byområder. Bemærk, at byområder ikke skal forveksles med byzone.
  • ejendommen er omfattet af landbrugspligt. Bemærk, at det som udgangspunkt er muligt at få flexboligtilladelse på landbrugsejendommen, hvis de frastykkes, og bringes ned under 2 hektar, hvorefter landbrugspligten automatisk bortfalder.
  • ejendommen er omfattet af anden lovgivning, der forhindrer flexboligtilladelse, fx at lokalplan, kommuneplan eller servitutbestemmelser fastslår, at anvendelsen kun må være til helårsbolig.
  • ejendommen ligger i sommerhusområde. Dette skyldes, at sådanne ejendomme allerede lovligt kan benyttes som fritidsbolig. Bemærk, at man iht. planlovens § 56, stk. 4, mister sin ret til at genoptage brugen af et helårshus i sommerhusområde, hvis man har benyttet huset som et sommerhus i 3 på hinanden følgende år.

Undersøg ejendommen

Til brug for undersøgelse af, om ejendommen opfylder betingelserne, kan du anvende denne vejledning.

Vejledning om flexboligtilladelse - Sådan undersøger du ejendommen

Bortfald

En flexboligtilladelse bortfalder:

  • Ved salg eller anden overdragelse af ejendommen.
  • Når boligen igen anvendes som helårsbolig. Dette kan ske uden forudgående tilladelse fra Kommunalbestyrelsen, medmindre det er i strid med en på daværende tidspunkt gældende lokalplan.
  • Hvis boligen nedrives, da tilladelse forudsætter en beboelsesbygning.
  • Hvis der sker erhvervsmæssig udlejning uden tilladelse.

Godkendelse af ejendommens ejer

Som ejer skal man ligeledes opfylde visse betingelser for at kunne opnå flexboligtilladelse:

  • Flexboligen skal fortrinsvis anvendes af ejer.
  • En flexboligtilladelse ikke må stride imod erhvervelsesreglerne, jf. erhvervelsesloven. Ejer skal derfor have fast bopæl i Danmark eller tidligere have haft fast bopæl i Danmark i et tidsrum af i alt 5 år. Alternativt skal der foreligge tilladelse fra Civilstyrelsen.
  • At der ikke sker erhvervsmæssig udlejning uden tilladelse, jf. sommerhusloven. Erhvervsmæssig udlejning kræver tilladelse fra Plan og Landdistriktsstyrelsen.

Særligt for selskaber

Hvis ejendommen ejes af et selskab, opfylder man ikke betingelserne om anvendelse af ejer.

Hvis man som selskab ønsker flexboligtilladelse, kræver det tilladelse til fra Civilstyrelsen samt tilladelse til udlejning fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen. Tilladelserne skal fremsendes sammen med ansøgning om flexboligtilladelse.

Mulighed for at undtage områder

Kalundborg Kommune kan beslutte at undtage afgrænsede områder for flexboligtilladelse. Er et område undtaget, vil det fremgå af ovenstående.

Vejledende forhåndstilkendegivelse

Hvis ovenstående betingelser er overholdt, både for så vidt angår ejendommen og ejendommens ejer, kan man forvente at få flexboligtilladelse. Vær derfor opmærksom på, at både du og ejendommen opfylder alle betingelser, ellers vil du få afslag.

Ovenstående kan således betragtes som en vejledende forhåndstilkendegivelse, som fx kan udleveres i forbindelse med en handel.

Hvordan søger man?

Hvis du ejer en helårsbolig, som du ønsker at anvende som flexbolig, skal du ansøge om flexboligtilladelse. Ansøgning indsendes til byggesag@kalundborg.dk.

Du skal indsende følgende oplysninger, når du søger:

  • Adressen som ansøgningen omhandler.
  • Fulde navn og nuværende folkeregisteradresse på alle ejendommens ejere.
  • Detaljeret begrundelse for din ansøgning, herunder oplysninger om din ønskede anvendelse af ejendommen. Du bedes oplyse om det er til privat brug eller udlejning. Hvis du ønsker at udleje, bedes du oplyse, hvor ofte og hvordan du ønsker at udleje.
  • Bekræftelse på, at du opfylder erhvervelsesbetingelserne for sommerhus efter erhvervelsesloven. Hvis du ikke opfylder betingelserne, skal du i stedet fremsende tilladelse fra Civilstyrelsen.
  • Bekræftelse på, at du opfylder betingelserne i sommerhusloven om udlejning. Hvis du ikke opfylder betingelserne, skal du i stedet fremsende udlejningstilladelse fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen.

Ansøgning om flexboligtilladelse i forbindelse med købsaftale

En flexboligtilladelse kan alene meddeles til boligens aktuelle ejer.* Der kan derfor ikke gives tilladelse til en køber i forbindelse med en handel.

Vi anbefaler, at administrationsgrundlaget udleveres til køber i forbindelse med en handel.Ansøgning om flexboligtilladelse kan først indsendes, når ejendommen er overdraget.

* Forslag til lov om ændring af lov om planlægning og lov om midlertidig regulering af boligforholdene (LFF2015-11-11 nr. 51).

 

Sidst opdateret 22-10-2024

Indhold