Medicinsk behandling til udvalgte demenssygdomme
Der findes endnu ikke en behandling, der kan kurere demens, men der findes medicinsk behandling og forskellige indsatser, som kan bidrage til at stabilisere tilstanden. Den medicinske behandling tilbydes udelukkende til de varianter af demenssygdom, som har effekt heraf. Du kan læse mere om de forskellige typer af demenssygdomme via nedenstående link:
Demensmedicin | Nationalt Videnscenter for Demens
Udover medicin kan nedenstående tiltag have en stabiliserende og understøttende effekt
Personcentreret omsorg og pleje
Du hjælper din pårørende, når du bidrager med at opfylde de grundlæggende psykologiske behov, som er:
- Kærlighed
- Trøst
- Identitet
- Beskæftigelse
- Inklusion
- Tilknytning.
Læs mere ved at google Tim Kitwood.
CST-træning/kognitiv stimulationsterapi
Kognitiv stimulationsterapi er en internationalt anerkendt metode for mennesker med let til moderat demens. Metoden stimulerer hjernen, ved at arbejde med reminiscens (livshistorie), sanseoplevelser og fysisk aktivitet. Den forbedrer kognitiv funktion (hukommelse, sprog) og øger livskvaliteten.
Fysisk træning
Alle former for bevægelse og fysisk træning understøtter velvære.
Musik
Lyt til musik og deltag evt. i kommunens demenskor. Det bidrager med glæde og fællesskab.
Sansestimulering
Sansestimulering forbedrer livskvaliteten ved at vække erindringer, mindske uro og skabe tryghed gennem målrettede sanseindtryk (syn, hørelse, følesans, lugt, smag, balance, muskel-led). Sansestimulering kan bl.a. ske:
- Ved brug af en kugledyne og taktile pude.
- Ved berøring.
- Ved at skabe beroligende omgivelser med dæmpet belysning, naturbilleder og rolig musik.
Reminiscens
Styrk langtidshukommelsen gennem historiske genstande, fotos, musik eller film, der vækker minder og relaterer sig til din livshistorie. Metoden bruges til at skabe tryghed og genkendelse samt til at styrke selvfølelse og livskvalitet ved at fokusere på ressourcer (fortiden) frem for begrænsninger.