Fælles indsats om fremtidens arbejdskraft
Projektet er forankret i en bred styregruppe med repræsentanter fra ZBC, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), FOA, 3F, Jobcentret i Kalundborg Kommune samt Kommunernes Landsforening.
Formålet er at imødekomme både nuværende og fremtidige rekrutteringsudfordringer og sikre, at der også fremover er kvalificeret arbejdskraft til at løfte borgeropgaven i Center 1.
”Projektet er bæredygtigt, fordi det er opstået i dialog mellem alle parter omkring, at vi havde mange ufaglærte – og det ville vi gerne gøre noget ved,” siger centerchef Rie Christensen.
Jobrotation sikrer drift og nye muligheder
En central del af projektet er, at uddannelsesforløbene er tilrettelagt, så driften kan fortsætte, selvom 20–25 medarbejdere er på uddannelse ad gangen. Det er muligt gennem et samarbejde med Jobcentret, hvor ledige ansættes som rotationsvikarer i op til to år.
En rotationsvikar er en ledig person, der i en tidsbegrænset periode afløser en medarbejder, som er på efteruddannelse. Inden opstart indgår vikarerne i praktik, skoleforløb og følger den medarbejder, de erstatter, gennem en mentorordning.
”Det er en investering, og rotationsvikarerne skal være med til at løfte socialområdet i fremtiden,” understreger Rie Christensen.
Går vikarforløbet godt, er der mulighed for fastansættelse og senere efteruddannelse.
Systematisk kompetenceudvikling for alle medarbejdere
Center 1 sender hvert år medarbejdere på uddannelse. Sidste år deltog 25 medarbejdere, og i år er 21 sendt afsted på kommunens eget uddannelsesforløb i samarbejde med ZBC. Deltagelse med merit kræver mindst to års ansættelse og en alder på minimum 25 år.
Medarbejderne tilbydes en lovfastsat grundpakke på den pædagogiske assistentuddannelse samt målrettede valgfag til det specialiserede område. For at gøre deltagelse tilgængelig er uddannelsen placeret centralt i Kalundborg, bøger betales, og computer stilles til rådighed.
Derudover tilbydes medarbejdere, der ønsker uddannelse, et klargørende forløb gennem ”Pædagog Klar” i samarbejde med AMU. Faglærte medarbejdere kan videreuddanne sig via diplomuddannelser i special- eller neuropædagogik.
”En vigtig sidegevinst er fællesskabet, som opstår på tværs af afdelinger. Det styrker Center 1,” fortæller afdelingsleder Dorthe Grøndahl Westh.
Ledelse, innovation og langsigtet effekt
Når medarbejdernes kompetencer udvikles, kalder det også på nye ledelsesformer. Derfor deltager lederne i et ledelsesudviklingsforløb, så ledelsen udvikler sig parallelt med medarbejdergruppen.
”Ledelse går alle veje, og vi skal være dygtige nok til at lede den fremtid, vi går ind i,” siger centerchef Rie Christensen.
Projektet 'Fra ufaglært til faglært' er dermed en langsigtet investering i både faglig kvalitet, rekruttering og innovativ ledelse. Projektet er vokset frem i samspil med samarbejdspartnere og justeret undervejs – i tråd med forventningerne til ledelsesgrundlaget i Kalundborg Kommune.
Personalestrategi – Gode historier, Kompetenceudvikling
