Kvalitetsstandarder på det specialiserede voksensocialområde

Kalundborg Kommunes kvalitetsstandarder har til formål at beskrive, hvad du som borger kan forvente af de indsatser der er på det specialiserede voksensocialområde. Kvalitetsstandarderne er udarbejdet med udgangspunkt i lovgivningen på området, hvor der konkret er en række retningslinjer for, hvilke ydelser der skal tilbydes.

Hvis du i en periode har svært ved at mestre eget liv og klare hverdagens almindelige gøremål, har du mulighed for at søge om støtte og hjælp fra Kalundborg Kommune. 

Et af de bærende principper på det specialiserede voksensocialområde i Kalundborg Kommune er, at det er bedst at kunne selv. 

Udgangspunktet for den kommunale hjælp og støtte er derfor – gennem træning, vejledning og med afsæt i dine egne ressourcer – at hjælpe dig til at klare så meget som muligt selv.

Med hjælp til selvhjælp sætter Kalundborg Kommune fokus på øget livskvalitet til den enkelte borger og sikrer samtidig ressourcer til de borgere, der ikke har eller får mulighed for at klare sig selv. 

I praksis betyder det, at Kalundborg Kommune altid – sammen med dig - undersøger muligheden for, at du med støtte, træning og vejledning kan komme til at klare flere daglige gøremål og aktiviteter. 

Formålet med indsatsen er at bidrage til at skabe en tilværelse for dig på dine egne præmisser. Indsatsen tager blandt andet sigte på, at du kan bevare eller forbedre dine psykiske eller sociale funktioner og bevare egen identitet og at forebygge, at dine problemer forværres.

Formålet med støtten er også at udvikle og vedligeholde dine personlige færdigheder, blandt andet med henblik på at skabe eller opretholde sociale netværk eller struktur i dagligdagen, så du bliver i bedre stand til at gøre brug af samfundets almindelige tilbud.

Hvis du på grund af betydelig nedsat psykisk og/eller fysisk funktionsevne samt særlige sociale problemer reelt ikke har mulighed for at tage vare på egne interesser, er indsatsen også at yde en særlig hjælp, så du kan opnå og fastholde egen identitet og en mere aktiv livsudfoldelse. 

Kommunalbestyrelsen har besluttet serviceniveauerne, som har til formål at hjælpe borgere og medarbejdere til at sikre, at der er overensstemmelse mellem det serviceniveau, der er politisk besluttet, konkrete afgørelser og den faktiske indsats, der kan iværksættes.