Ny bekendtgørelse om standsning og parkering i Kalundborg Kommune

Kalundborg Kommune har vedtaget en ny bekendtgørelse om standsning og parkering.

Bekendtgørelsen fastsætter lokale regler, der supplerer færdselslovens generelle bestemmelser. Og den gælder på offentlige veje, private fællesveje og parkeringspladser i kommunen.

De vigtigste regler

Bekendtgørelsen indeholder blandt andet følgende bestemmelser:

  • Salg, udlejning og lignende: Køretøjer må ikke parkeres med henblik på salg, udlejning, reklame, beboelse eller reparation.
  • Tunge køretøjer og campingvogne: Lastbiler, busser, autocampere, campingvogne, påhængskøretøjer og andre motorkøretøjer med en tilladt totalvægt over 3.500 kg må som udgangspunkt ikke parkeres fra kl. 18.00 til kl. 06.00. I dagtimerne fra kl. 06.00 til kl. 18.00 må de pågældende køretøjer som udgangspunkt højst parkeres i 6 timer.
  • Campingvogne og andre påhængskøretøjer op til 3.500 kg: Disse må parkeres i op til 48 timer.
  • Campingophold: Teltning og ophold med campingformål, herunder overnatning og opstilling af campingudstyr, er ikke tilladt, medmindre andet er angivet ved skiltning.
  • Fortove og stier: Det er ikke tilladt at standse eller parkere helt eller delvist på fortove, cykelstier, cykelbaner, gangstier, midterrabatter, helleanlæg og skillerabatter.

Der kan gælde undtagelser, hvor andet er angivet ved skiltning. Bekendtgørelsen indeholder desuden mulighed for, at Kalundborg Kommune efter en konkret vurdering kan meddele dispensation.

Læs alle bestemmelser i den fulde bekendtgørelse her

Denne bekendtgørelse fastsætter regler for standsning og parkering på offentlige veje og private fællesveje samt på parkeringspladser i Kalundborg Kommune.

I medfør af færdselslovens, § 92, stk. 1, og § 92 c, stk. 4, og med samtykke fra Midt- og Vestsjællands Politi fastsættes følgende supplerende bestemmelser om standsning og parkering i Kalundborg Kommune:

§ 1. Salg, udlejning mv.

Køretøjer må ikke parkeres med henblik på privat eller erhvervsmæssig udlejning, salg, reklame, beboelse eller reparation.

§ 2. Parkering af tunge køretøjer samt campingvogne og påhængskøretøjer

Stk. 1. Lastbiler, busser, autocampere, campingvogne, påhængskøretøjer og andre motorkøretøjer med en tilladt totalvægt over 3.500 kg må ikke parkeres i tidsrummet fra kl. 18.00 til kl. 06.00, medmindre andet er tilkendegivet ved afmærkning.

Stk. 2. I tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 18.00 må de i stk. 1 nævnte køretøjer ikke parkeres i mere end 6 timer, medmindre andet er tilkendegivet ved afmærkning.

Stk. 3. Campingvogne og andre påhængskøretøjer med en tilladt totalvægt op til 3.500 kg må parkeres i op til 48 timer, medmindre andet er tilkendegivet ved afmærkning.

§ 3. Forbud mod teltning samt campingophold

Teltning samt ophold med campingformål, herunder overnatning og opstilling af campingudstyr, er ikke tilladt, medmindre andet er tilkendegivet ved afmærkning.

§ 4. Forbud mod standsning og parkering

Der må ikke standses eller parkeres helt eller delvist på fortov, cykelsti, cykelbane, gangsti, midterrabat, helleanlæg eller skillerabat.

§ 5. Undtagelser

Parkering foretaget af politiet og redningsberedskabet er undtaget fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

§ 6. Dispensation

Kalundborg Kommune kan efter en konkret vurdering meddele dispensation fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

§ 7. Overtrædelse

Overtrædelse af denne bekendtgørelse kan medføre pålæggelse af parkeringsafgift efter færdselslovens § 121 og § 122 a.

§ 8. Ikrafttræden

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. september 2026.

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. september 2026.

Indhold