Holmen pumpelag – Frit udløb i Storebælt

Kalundborg Kommune gik i 2019 aktivt ind i etablering af Holmen Pumpelag, for at sikre frit udløb i Storebælt ved etablering af et pumpeprojekt. Kalundborg Kommune igangsatte i 2025 anden myndighedsbehandling efter tidligere afgørelses behandling i klagenævnet, og har hyret NIRAS ind som rådgiver, for at sikre fremdrift i projektet.

OBS: Borgermøde udskudt til efteråret
Kalundborg Kommune informerer om, at borgermødet d. 18. august er udskudt til senere på efteråret. På nuværende tidspunkt er der ikke fastsat en endelig dato, men vi forventer at det bliver i slutningen af oktober til start november. Kalundborg Kommune vil invitere til et nyt borgermøde ved personligt brev minimum fire uger inden borgermødet afholdes. Den nye dato vil også blive opdateret her på hjemmesiden.

Hvorfor er borgermødet udskudt? 
Kalundborg Kommune har hyret NIRAS ind som konsulent i forbindelse med udarbejdelsen af en projektbeskrivelse. Herunder har de udført en række undersøgelser af beskyttet natur i de omkringliggende områder til Holmen. Da vi i foråret planlagde borgermødet angående Holmen Pumpelag, var det både kommunens og NIRAS’ forventning, at der i august ville foreligge et projektudspil, som kunne præsenteres. Naturundersøgelserne har dog påvist nogle forhold, som projektet jf. gældende lovgivning, skal inddrage og vurdere påvirkning af. 

Kalundborg Kommune har siden projektet blev genoptaget haft et ønske om en dialog med alle berørte borgere. Formålet med borgermødet har derfor hele tiden været at præsentere et helstøbt projekt, hvor der var mulighed for at komme med kommentarer og stille spørgsmål. Borgermødet udskydes derfor til et tidspunkt, hvor vi i højere grad kan besvare alle spørgsmål, som du som borger måtte have. 

Kalundborg Kommune beklager, hvis dette medfører gener.

I Kalundborg Kommune er der flere vandløb, som har udløb i Storebælt. Det er en udfordring at holde udløbene fri for sand, særligt i perioder med vestenvind. Forskellige løsninger har været afprøvet uden held, og Teknik og Miljøudvalget har tidligere besluttet at gå ind i et projekt for at finde en mere permanent løsning. 

Vandløbet Holmen blev valgt som projekt, og kommunen har tidligere i samarbejde med lodsejere og grundejere arbejdet for at finde en permanent løsning. Projektet blev indledt med udarbejdelsen af en rapport, som redegjorde detaljeret for problematikken i vandløbet Holmen og pegede på mulige løsninger. Rapporten beskrev bl.a., at vandløbet har meget lidt fald, hvilket gør vandstrømmen svag. Der opstår dermed problemer med at få kraft nok på vandet, til at udløbet kan holde sig selv frit for sand. Flere forskellige løsningsmodeller blev beskrevet, og kommunen besluttede sammen med lodsejere og grundejere at arbejde videre med en pumpeløsning. 

Ved forrige myndighedsproces blev der truffet afgørelse i august 2019, hvorefter afgørelsen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagenævnet hjemsendte efterfølgende afgørelsen til fornyet behandling i januar 2025. Kommunen har derfor igangsat en ny proces, hvor projektet gennemgås på ny, og hvor der udarbejdes et opdateret fagligt og myndighedsmæssigt grundlag. Der arbejdes fortsat videre med en pumpeløsning. 

Kalundborg Kommune har hyret NIRAS ind som konsulenter på opgaven. Deres rolle er at bistå med undersøgelser, projektforslag og materiale til den videre myndighedsbehandling. Arbejdet omfatter blandt andet: 

  • Gennemgang af det tidligere projektmateriale.
  • Hydrauliske beregninger af vandstand og afvanding.
  • Vurdering af projektets miljø- og naturpåvirkning.
  • Udarbejdelse af materiale til at indhente nødvendige tilladelser og dispensationer.

Det betyder, at der i løbet af 2026 vil være medarbejdere fra NIRAS i området for at foretage undersøgelser, registreringer og opmålinger. 

FLYTTET TIL SENERE DATO - Borgermøde d. 18-08-2026 

Kalundborg Kommune har inviteret alle borgere, som forventes at skulle indgå som medlemmer i det kommende pumpelag, til borgermøde om projektet. Invitationen er sendt via digital post eller ved fysisk brev, hvis man er undtaget digital kommunikation.
På mødet vil kommunen og NIRAS orientere om projektets baggrund, den videre proces, de planlagte undersøgelser, den foreløbige tidsplan og de økonomiske rammer. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål. 

Referat fra borgermødet og præsenteret materiale vil efterfølgende blive lagt op her på hjemmesiden.