Ungerådet i Kalundborg

Er du mellem 15 og 25 år? Og har du lyst til at engagere dig, få indflydelse og gøre en forskel for ungelivet i Kalundborg Kommune?

Så er Ungerådet en oplagt mulighed for dig, og du er velkommen til den stiftende generalforsamling tirsdag den 14. april kl. 17.00 på Torvet 3.

I Ungerådet er der plads til alle unge, der bor, arbejder eller går på en uddannelse i Kalundborg. Det vigtigste er, at du har lyst til at engagere dig og dele dine tanker og idéer.

Ungerådet arbejder med følgende emner:

  • ungeliv og fællesskaber,
  • aktiviteter, events og initiativer for unge,
  • inddragelse af unges perspektiver i kommunens arbejde,
  • dialog med politikere og administration.

 

Sådan er Ungerådet organiseret

Ungerådet består af op til 12 medlemmer, som de unge vælger på et årsmøde for ét år ad gangen. Efter valget konstituerer rådet sig med blandt andet forperson, næstforperson og kasserer. Medlemmerne bestemmer selv, hvordan og hvor ofte de mødes, og om arbejdet foregår i fællesmøder eller i mindre arbejdsgrupper.

Ungerådet råder over en årlig pulje på 150.000 kroner, som de unge kan bruge til projekter, events og aktiviteter. Rådet er desuden medlem af NAU – Netværk for Ungdomsråd, der giver adgang til rådgivning, netværk og kompetenceudvikling.

 

Vil du være med?

Har du lyst til at være med, så kom til generalforsamlingen. Du er også altid velkommen til at kontakte os på ungeraad@kalundborg.dk