FAQ - Oftest stillede spørgsmål
Her på siden kan du læse spørgsmål og svar på de oftest stillede spørgsmål til det nye kontanthjælpssystem
Hvilke ydelser ændres?
Hvis du modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse inden 1. juli 2025, vil din ydelse blive ændret fra 1. juli 2025.
Hvornår får jeg besked om hvad forandringerne betyder for min ydelse?
Vejledningsskrivelser
I perioden fra 13. januar 2025 til og med den 21. marts 2025 vil du modtage en vejledningsskrivelse, hvis du i dag modtager en af de berørte ydelser. Denne vejledningsskrivelse vil indeholde specifik vejledning om, hvilken betydning lovændringen har for netop din ydelse, samt hvilken ydelse du vil modtage fra 1. juli 2025.
Agterskrivelser
I perioden fra 1. maj 2025 til og med den 20. juni 2025 vil du modtage en agterskrivelse, hvis du modtager de nævnte ydelser. Denne agterskrivelse vil fungere som en kombineret partshøring og afgørelse om, hvilken ydelse du vil få fra 1. juli 2025.
Hvad bliver min nye ydelse efter skat?
Når vi skriver til dig om, hvad din kommende ydelse bliver efter 1. juli 2025, vil beløbet i brevene blive oplyst som et beløb før skat (brutto). Hvis du ønsker at vide mere præcist, hvad du får udbetalt efter skat (netto), kan du besøge SKATs hjemmeside og benytte deres beregner. Denne giver dig mulighed for at se, hvad din kontanthjælp bliver efter skat. Besøg SKATs hjemmeside for mere information.
Hvis uddannelseshjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse afskaffes, hvad skal jeg så modtage?
Hvis du modtager uddannelseshjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, så vil disse ydelser blive afskaffet med den nye ydelsesstruktur. Fra 1. juli kommer du derfor til at modtage kontanthjælp og blive indplaceret i de nye satser.
Kan jeg klager over, at min ydelse ændres?
I perioden fra 1. maj 2025 til 20. juni 2025, vil du modtage en agterskrivelse. En agterskrivelse er en partshøring og en afgørelse i samme brev. Når du modtager agterskrivelsen, vil det være muligt for dig at komme med indsigelser til den ydelsessats og tillæg som du indplaceres på.
Du vil blive konkret vejledt om dine klagemuligheder i det brev du modtager, men overordnet er dine muligheder beskrevet herunder.
Hvis du henvender dig i partshøringsperioden
Hvis du henvender dig med indsigelser i partshøringsperioden, vil du modtage et nyt brev hvori Ydelsesservice meddeler dig en endelig afgørelse. Hvis du er uenig i afgørelsen, har du mulighed for at klage over denne, indenfor 4 uger fra modtagelsen af afgørelsen.
Hvis du henvender dig efter partshøringsperioden
Hvis du henvender dig med indsigelser efter partshøringsperioden, vil din henvendelse blive betragtet som en klage. I dette tilfælde vil kommunen behandle din henvendelse efter de almindelige klagebehandlingsregler.
Er kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og særlig støtte afskaffet?
Kontanthjælpsloftet
Fra 1. juli 2025 behøver du ikke længere bekymre dig om kontanthjælpsloftet. Det betyder, at du kan få mere i boligstøtte, da der ikke vil ske en nedsættelse på grund af loftet. I stedet indføres et nyt boligstøtteloft, som giver dig mulighed for at få op til 350 kr. i boligstøtte, hvis du modtager den nye "forhøjede sats".
225-timersreglen
Kravet om, at du skal have arbejdet mindst 225 timer inden for de seneste 12 måneder for at kunne modtage fuld økonomisk støtte, bliver også afskaffet fra 1. juli 2025. Dette giver dig mere fleksibilitet og færre bekymringer.
Særlig støtte afskaffes for visse ydelsesmodtagere
Hvis du modtager kontanthjælp, vil særlig støtte til høje boligudgifter eller høj forsørgerbyrde blive afskaffet fra 1. juli 2025. Men hvis du modtager sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, ressourceforløbsydelse under ressourceforløb og jobafklaringsforløb, revalideringsydelse eller ledighedsydelse, vil du stadig kunne få særlig støtte. Desuden, hvis du opfylder betingelserne, men ikke modtager en af disse ydelser, kan du stadig få særlig støtte separat.