Rammerne for puljens anvendelse
Midlerne skal anvendes til investeringer i anlæg og byinventar, der ikke findes i dag og/eller udvidelser/forbedringer af allerede eksisterende anlæg og byinventar.
Uanset formål skal anvendelse være rettet mod det offentlige rum, og kan derfor ikke anvendes til private formål.
Eksempler på anvendelse kan være:
- En ny legeplads
- Ønske om opgradering af belægninger på stier eller lys på samme
- Etablering eller udvidelse af lokale mødesteder
- Etablering eller forbedringer af badebroer
- Etablering af shelters og bålhytter
Kun fantasien - og lovgivningen - sætter grænser.
Midlerne kan godt kombineres med andre ikke kommunale midler fra fx fonde, og de kan på den måde "vokse" til et større beløb.
Få det fikset i de 22 byområder
Når borgerne i et de 22 byområder har besluttet, hvilke Få det fikset projekter, der skal arbejdes videre med, skal projekterne sendes til byområdets kommunale Få det fikset kontaktperson senest to måneder før, de skal behandles på kommunalbestyrelsesmøde.
Projekterne skal screenes, så der sikres en mere smidig sagsbehandling, når de er godkendt af Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Byerne kan løbende indsende forslag.
Få det fikset i landdistriktsområder
Den første frist for at sende ansøgninger til Få det Fikset projekter indenfor landdistriktsområder er onsdag den 15. april 2026.
Landdistriktsudvalget behandler ansøgningerne på deres møde i juni 2026.
Om Få det fikset
Få det fikset er et projekt, som Kalundborg Kommune har kørt siden 2019 ved at etablere to puljer af 14 millioner – i alt 28 millioner. Formålet med projektet er at uddele pengene til udvikling af områderne i kommunen.
Det er borgerne selv, som bestemmer, hvad pengene skal bruges til. Projektet giver dermed borgerne en unik mulighed for at få medbestemmelse og gøre deres indflydelse gældende i deres eget nære byområde.
Fire år senere er penge blevet brugt på at etablere anlæg, som fremmer og udvikler det lokale fællesskab i byområderne.