Kalundborg bymidteprojekt

Hvad omhandler projektet "Det bedste, når nær og fjern smelter sammen"? Få svar her.

En levende bymidte skabes i fællesskab

Kalundborg er midt i en historisk udvikling. Nye virksomheder, flere uddannelser og en stigende tilflytning betyder, at byen tiltrækker flere borgere, studerende og internationale medarbejdere end nogensinde før. Det skaber store muligheder – men vækst skaber ikke i sig selv en levende bymidte. Derfor arbejder Kalundborg Kommune sammen med Kalundborgegnens Erhvervsråd målrettet på at omsætte udviklingen til mere byliv, stærkere handel og attraktive byrum.

Projektet "Det bedste, når nær og fjern smelter sammen" løber over tre år og har et samlet budget på 11,6 mio. kr., hvoraf cirka 6,9 mio. kr. er finansieret af EU's Regionalfond.

Projektet bygger på tre spor, som tilsammen skal styrke Kalundborgs bymidte.

Et stærkere samarbejde om bymidten

Et nyt bysamarbejde samler kommune, erhvervsliv, kultur- og turismeaktører om en fælles retning for udviklingen af Kalundborgs bymidte.

Kalundborgegnens Erhvervsråd fungerer som sekretariat for samarbejdet, hvor blandt andet Vores Kalundborg, Kalundborg Markedsføringsudvalg, Destination Sjælland, Dansk Erhverv, Kalundborgegnens Erhvervsråd og Kalundborg Kommune deltager.

Målet er at skabe et stærkt lokalt partnerskab med fælles ansvar for byens udvikling.

Kompetenceløft til bymidtens virksomheder

Kalundborgegnens Erhvervsråd tilbyder et gratis udviklingsforløb til op mod 40 virksomheder i bymidten.

Gennem workshops, netværk og individuel sparring får virksomhederne nye værktøjer til at udvikle deres forretning og imødekomme fremtidens kunder og de nye målgrupper, som følger med byens vækst. Læs mere her: Bymidteprojekt – Kalundborgegnens Erhvervsråd.

Attraktive byrum og nye oplevelser

Kalundborg Kommune har ansvaret for projektets fysiske indsatser. Med et budget på cirka 3 mio. kr. udvikles udvalgte steder i gågaden, så de bliver grønnere, mere levende og mere indbydende. 

Udviklingen tager udgangspunkt i de mennesker, der skal bruge byen – blandt andet unge og studerende, børnefamilier, internationale tilflyttere og turister. Indsatserne omfatter blandt andet bedre opholdsmuligheder, mere grønt, leg og aktivitet, kunst og lys i portgennemgange, historiefortælling og en stærkere sammenhæng mellem butikker, kultur og byrum. Det planmæssige grundlag er Strategisk helhedsplan for Kalundborg bymidte og Lokalplan 580 for Kordilgadeområdet.

En levende by skabes i samspil

Projektets grundidé er enkel: En attraktiv bymidte opstår, når mennesker, virksomheder, oplevelser og byrum understøtter hinanden.

Derfor kombinerer projektet samarbejde, erhvervsudvikling og fysiske investeringer, så Kalundborgs vækst også kan mærkes i bymidten – til glæde for borgere, besøgende og erhvervsliv.

I Høng arbejder vi også med at udvikle bymidten i fællesskab – læs mere her: Strategisk helhedsplan for Høng bymidte.

Indhold