Pjece til forældre vedr. børnefaglig undersøgelse

Afgørelse jf. barnets lov §20.
Det er også muligt at downloade informationen på denne side som en pjece. Link til download findes nederst på siden.

Hvad er en børnefaglig undersøgelse?

I Fagcenter Børn og Familie er vi forpligtigede til at træffe afgørelse om en børnefaglig undersøgelse hvis vi måtte antage, at et barn eller en ung kan have brug for særlig støtte jf. barnets bov § 20.

Vi kan allerede inden barnets fødsel træffe afgørelse om en undersøgelse jf. barnets lov § 26, hvis det må antages, at barnet måtte have behov for særlig støtte umiddelbart efter fødslen.

Vi Fagcenter Børn og Familie skal som offentlig forvaltning sikre, at alle børn og unge i kommunen opnår de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.

Den børnefaglige undersøgelse skal, om muligt, gennemføres i samarbejde med jer som forældremyndighedsindehavere og den unge, der er fyldt 15 år.

Hvis den unge er fyldt 15 år, vil undersøgelsen ydermere afdække de særlige forhold som gør sig gældende for denne aldersgruppe.

Vi træffer afgørelser om udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse, hvis der modtages underretning eller henvendelse fra forældre, børn, skole, daginstitution mfl. hvori vi i Fagcenter Børn og Familie bliver gjort opmærksom på, at et barn eller en ung, kan have behov for særlig støtte.

Vi kan desuden på eget initiativ, træffe afgørelse om udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse af søskende, hvis vi bliver opmærksom på, at der kan være et behov for dette.

Der følger som led i en afgørelse, altid klagevejledning.

I forbindelse med udarbejdelse af undersøgelsen, vægtes inddragelse af familie, netværk samt barnets/den unges fortælling højt.

Hvad er formålet?

Formålet med den børnefaglige undersøgelse er at undersøge og afdække ressourcer og udfordringer hos barnet/den unge og i familien og netværket.

Undersøgelsen skal danne grundlag for at vurdere, om der er behov for at tilbyde særlig støtte efter barnets lovs bestemmelser, og hvilken indsats der i givet fald bedst kan hjælpe barnet/den unge og familien.

Når Fagcenter Børn og Familie træffer afgørelse om udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse, skal Fagcentret indhente relevante oplysninger hos eks. det private og professionelle netværk omkring barnet og forældrene. Fagcentret indhenter statusudtalelse fra dagtilbud, skole, SFO, sundhedspersonale mfl.

Undersøgelsen skal udarbejdes så skånsomt som muligt, og indeholde, de for sagen relevante oplysninger.

Samarbejde om den Børnefaglige undersøgelse

Fagcenter Børn og Familie arbejder ud fra en den inddragende metode ICS (Integrated children´s system). Metoden skal være med til at sikre et helhedsorienteret billede af barnet/den unge, hvorfor det er vigtigt at dem der vurderes relevante herfor, deltager aktivt og samarbejder i forløbet. Undersøgelsen skal så vidt muligt udarbejdes i samarbejde med forældrene og barnet/den unge, og vil som oftest omfatte en Forældre- og Børnesamtale, samt indhentelse af relevante oplysninger jf. ovenfor.

Undersøgelsen skal som hovedregel, være afsluttet senest 4 måneder efter, at forvaltningen er blevet opmærksom på, at et barn eller ung kan have behov for særlig støtte. Hvis undersøgelsen ikke kan afsluttes indenfor de 4 måneder, vil Forvaltningen sende en orientering med begrundelse, og information om hvornår undersøgelsen forventes afsluttet.

Hvem skal give samtykke?

For at opnå det bedst mulige udbytte af den børnefaglige undersøgelse, vil Fagcenter Børn og Familie aktivt søge at opnå accept af undersøgelsen
og dens formål. Der er dog ikke et formelt samtykkekrav til at gennemføre en Børnefaglig undersøgelse.

Fagcenter Børn og Familie vil anmode Forældremyndigheds-indehaverne og den unge over 15 år, om samtykke til at indhente relevante oplysninger, til brug i undersøgelsens helhedsorienterede beskrivelse af barnet/den unge. Hvis forældremyndigheds-indehaverne og/eller den unge over 15 år ikke vil give deres samtykke hertil, kan der efter retssikkerhedsloven §11C indhentes de nødven dige oplysninger uden et samtykke.