Børne- og ungeudvalget har kompetencen til at træffe afgørelse om anbringelse uden samtykke og andre tvangsmæssige indgreb i forholdet mellem forældre og børn.
Børne- og ungeudvalget kan bl.a. træffe afgørelse om
- undersøgelse af et barns eller en ungs forhold uden samtykke
- anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke
- afbrydelse af samvær eller kontakt mellem barnet eller den unge og en eller begge forældre eller øvrigt netværk under en anbringelse. En afbrydelse af samvær betyder, at der er samvær mindre end en gang pr. måned
- overvåget samvær under en anbringelse. Det betyder, at den, som barnet har samvær med, kun må være sammen med barnet, når en repræsentant fra kommunen er til stede
- brev- og telefonkontrol med barnet eller den unge, der er anbragt uden
 for hjemmet
I akutte sager kan formanden eller næstformanden træffe en foreløbig afgørelse om ovenstående. Der skal være tale om akutte situationer, der ikke kan afvente et møde i Børne- og ungeudvalget. Formandens eller næstformandens afgørelse skal inden for 7 dage forelægges hele udvalget. Hvis Børne- og ungeudvalget godkender den foreløbige afgørelse, har den gyldighed i en måned.
Det er kommunens forvaltning, der beslutter, om en sag skal forelægges for Børne- og ungeudvalget.
Børne- og ungeudvalget består af
- 2 medlemmer valgt af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer
- 1 dommer fra Retten i Holbæk
- 2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige udpeget af Familieretshuset
Anbringelse uden samtykke
Når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet uden samtykke, sker det oftest på baggrund af en kombination af forhold hos både forældrene og barnet eller den unge.
Der er i barnets lov §47 opregnet fire mulige forhold, der kan begrunde en anbringelse
uden samtykke.
- utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet
- vold eller andre alvorlige overgreb
- misbrugsproblemer, kriminel adfærd
- andre adfærds- og tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge
En indstilling til Børne- og ungeudvalget om anbringelse uden samtykke skal indeholde en børnefaglig undersøgelse, herunder en redegørelse af, at betingelserne for anbringelse uden samtykke er opfyldt. Undersøgelsen skal også indeholde en beskrivelse af de ressourcer hos barnet, familien og netværket, som kan bidrage til at klare vanskelighederne under anbringelsen.
Indstillingen skal også omfatte en vurdering af forældremyndighedens kompetencer til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte. Indstillingen skal ydermere indeholde en handleplan for anbringelsen, der angiver det overordnede formål med anbringelsen, anbringelsens forventede varighed og den indsats, der skønnes nødvendig for at opnå formålet.
Indstillingen skal tillige indeholde en forældrehandleplan med formål og plan om, hvad forældrene skal arbejde med under barnets anbringelse, tilbud om støtteperson samt forældrenes holdning til indsatserne. Endelig skal barnets holdning til anbringelsen fremgå af indstillingen.
Børne- og ungeudvalget er et ja/nej udvalg og kan derfor alene beslutte at følge eller afvise forvaltningens indstilling, hvorimod udvalget ikke kan foreslå en alternativ indstilling.
Hvem er parter i sagen
- indehaver af forældremyndigheden
- den unge over 10 år
- den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, men som afgørelsen om samvær eller kontakt vedrører
Som part i sagen har du ret til forinden Børne- og ungeudvalgets behandling af sagen til at se sagens akter og til at udtale dig i sagen.
Som part i sagen har du ret til
- at have din egen advokat med til mødet i Børne- og ungeudvalget
- at have en evt. bisidder med til mødet
- at udtale dig overfor udvalget, inden der træffes en afgørelse i sagen
Gratis advokatbistand
Forældre og den unge over 10 år har ret til gratis advokatbistand - også under en evt. ankesag. Advokaten medbringer tidsopgørelse til aflønning til dommeren efter mødet.
Der tages som udgangspunkt forbehold for rejsetid og omkostninger, hvis advokaten kommer fra en anden retskreds end Holbæk Retskreds.
Selve mødet
Børne- og ungerådgiveren indkalder sagens parter til møde i Børne- og ungeudvalget.
Mødet afholdes som udgangspunkt på rådhuset, Holbækvej 141 B, 4400 Kalundborg. I mødelokalet er der faste pladser til dommer, kommunalbestyrelsesmedlemmer, pædagogisk/psykologisk sagkyndige, protokolfører, parter og repræsentanter fra
Fagcenter Børn og Familie. Børne- og ungerådgiveren deltager som udgangspunkt ikke i mødet.
Dommeren leder mødet. Der indledes med, at advokaten gør rede for sin og forældrenes/den unges holdning til sagen. Ønsker barnet eller den unge at tale med Børne- og ungeudvalget, kan dette ske uden forældrenes tilstedeværelse.
Fagcenter Børn og Familie fremlægger som udgangspunkt ikke sagen yderligere, da der forud for mødet er fremsendt en indstilling, der beskriver og dokumenterer forvaltningens indstilling til Børne- og ungeudvalget. Derefter udveksles synspunkter og evt. yderligere oplysninger mellem mødedeltagerne.
Når forhandlingerne er afsluttet, forlader forældrene, den unge, advokaten og repræsentanter for Fagcenter Børn og Familie mødet, og Børne- og ungeudvalget træffer afgørelse i den konkrete sag.
Umiddelbart efter mødet meddeler dommeren mundtligt udvalgets afgørelse til forældrene, den unge og advokaten. I nogle særlige tilfælde bliver afgørelsen ikke meddelt straks, men bliver tilsendt skriftligt efter mødet. Sekretariatet giver skriftlig besked til alle parter om udvalgets afgørelse.
Afgørelsen
Børne- og ungeudvalgets afgørelse skal iværksættes i umiddelbar tilknytning til afgørelsens vedtagelse for at opretholde sin juridiske virkning.
Børne- og ungeudvalgets afgørelse udgør et tilstrækkeligt grundlag for, at kommunen kan få adgang til hjemmet (forældremyndighedsindehaverens hjem) uden retskendelse.
Klage
Afgørelser truffet af Børne- og ungeudvalget kan indbringes for Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at du har modtaget afgørelsen.
En klage kan medføre en forlængelses af genbehandlingsfristen, da denne som udgangspunkt regnes fra den endelige afgørelse eller dom.
Børne- og ungeudvalgets medlemmer
Kommunalpolitikere
- Formand - Niels-Erik Sørensen
- Suppleant - Gitte Johansen
- 2. Suppleant - Jacqueline Hersing
 
- Næstformand - Gunver Jensen
 
- Suppleant - Jakob Beck Jensen
- 2. Suppleant - Karl-Åge Hornshøj Poulsen
 
Pædagogisk-psykologiske sagkyndige
- Camilla Hedegaard
- Inge Østergaard Hansen
- Søren Steen Lund Larsen
- Alvaro Viancos
Dommere fra Retten i Holbæk
- Dommer - Gry Berdiin
- Dommer - Kinna Eidem