Kom på spændende virksomhedsbesøg

Skoletjenesten Kalundborg Kommune gør det nemt for dig som lærer at bringe virkeligheden ind i klasselokalet.

Skoletjenesten er en lokal enhed, der arbejder for at gøre STEM-undervisningen (Science, Technology, Engineering, Mathematics) mere levende, praksisnær og relevant for Kalundborg kommunens folkeskoleelever. 

Hvert år modtager alle kommunens folkeskoler en skræddersyet STEM-pakke, som indeholder konkrete læringstilbud, virksomhedsbesøg, events, konkurrencer og adgang til tilhørende undervisningsmateriale. 

For lærerne betyder det, at de får gratis adgang til gennemarbejdede, lokalt forankrede undervisningsaktiviteter, der ikke kræver omfattende planlægning. Vi sørger for al koordinering, kontakt til virksomheder og planlægning af besøg – så læreren kan fokusere på elevernes læring og udbytte.  

Skoletjenesten bygger bro mellem skole og samfund – og gør det let og meningsfuldt at bringe virkeligheden ind i klasselokalet.

Hvad kan Skoletjenesten Kalundborg Kommune tilbyde dig som lærer?

Skoletjenesten hjælper dig som lærer med at gøre undervisningen mere virkelighedsnær, relevant og engagerende – uden at det koster dig ekstra planlægningstid.  

Vi tilbyder skræddersyede undervisningsforløb, virksomhedsbesøg og lokale læringsaktiviteter.   

Som lærer får du:  

  • Gratis adgang til gennemarbejdede og lokalforankrede undervisningstilbud, der styrker elevernes motivation og læring   
  • Al koordinering og kontakt til lokale virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer – vi klarer det praktiske for dig  
  • Mulighed for at give dine elever oplevelser og indsigt i virkelige sammenhænge, der skaber dybere forståelse  
  • Værktøjer og inspiration til at variere undervisningen og differentiere efter elevernes faglige niveau  
  • Fælles faglige oplevelser som styrker både faglighed og trivsel 
  • Opfyldelse af lovkravet om Åben Skole - om at indgå i samarbejder med det omgivende samfund 

Alle vores aktiviteter er forankret i STEM-fagene og ansvaret for STEM-undervisningen ligger hos STEM-lærerne, men det behøver ikke at være en STEM-lærer, der deltager i besøget sammen med klassen.

Kristian Madsen, Tømmerup Skole:

"Det er en hel anden måde at lære på"

STEM i Aktion – lærerens katalog til praksisnær STEM-undervisning i Kalundborg Kommune 

STEM i Aktion er Skoletjenestens årlige katalog, der samler en række lokale og udvalgte nationale læringstilbud inden for STEM-fagene (Science, Technology, Engineering og Mathematics) for folkeelever fra 0. til 9. klasse. STEM omfatter fag som biologi, geografi, fysik/kemi, natur/teknologi og matematik. 

Kataloget udgives i årets første kvartal og er tilrettelagt, så det kan støtte folkeskolernes planlægning af det kommende skoleår. Her finder du et bredt udvalg af aktiviteter, der gør STEM-undervisningen både praksisnær og engagerende. 

I kataloget kan du også finde praktiske oplysninger om lokale besøgstilbud, herunder besøgsprogram og adresser for de arrangementer, din klasse eller skole er tilmeldt. 

Hvilke STEM-aktiviteter tilbyder Skoletjenesten Kalundborg Kommune?  

Vi tilbyder aktiviteter inden for:  

  • Virksomhedsbesøg  
  • Skoleprojekter  
  • Besøg på ungdoms- og videregående uddannelser  
  • STEM-events og konkurrencer  
  • Off-site-forløb  
  • STEM på egen hånd  

De fleste aktiviteter er udviklet i samarbejde med lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner og tager udgangspunkt i det lokale erhvervsliv og uddannelsesmiljø.  

Nogle virksomheder har af sikkerhedsmæssige eller praktiske årsager ikke mulighed for at tage imod skoleklasser. I de tilfælde tilbyder vi Off-site-besøg, hvor eleverne i stedet møder virksomheden på en uddannelsesinstitution, der uddanner deres fremtidige medarbejdere.  

Vi tilbyder også forløb under konceptet STEM på egen hånd, hvor klasserne selvstændigt kan udforske STEM med et lokalt perspektiv – fx gennem besøg på offentligt tilgængelige steder eller via undervisningsmateriale med lokal forankring.  

En STEM-pakke til hver folkeskole i Kalundborg Kommune  

Skoletjenesten sammensætter en STEM-pakke til den enkelte folkeskole med forslag til lokale læringstilbud for det kommende skoleår, herunder events og konkurrencer.  

I april / maj måned sender Skoletjenesten forslag til STEM-pakker for det kommende skoleår til folkeskolelederne. Samtidig inviteres disse til et møde, hvor Skoletjenesten præsenterer den enkelte folkeskole for deres STEM-pakke. Eksterne tilbud skal den enkelte lærer selv tilmelde sig, idet tilmeldingen ofte skal foretages via en digital platform med den pågældende lærers uni-login.  

Indgåelse af aftale om brug af lokale STEM-aktiviteter  

Folkeskolerne skal bekræfte, at de ønsker at anvende den designede STEM-pakke senest den 1. juni. I den mellemliggende periode er skolerne velkomne til at kontakte Skoletjenesten, hvis der ønskes ændringer i den pågældende skoles STEM-pakke. Efter den 1. juni er skolernes virksomhedsbesøg for det kommende skoleår fastlagt og booket hos virksomhederne.

Praktisk information til folkeskoler

Lærernes erfaring viser, at eleverne får mest muligt ud af et besøg, når de på forhånd har arbejdet med et tilknyttet undervisningsforløb. Derfor findes der til næsten alle Skoletjenestens besøg et undervisningsforløb i Meebook, som knytter sig direkte til besøget. 

Et undervisningsforløb hjælper med at sætte besøget ind i en faglig sammenhæng, så eleverne bedre kan forstå og engagere sig i besøget. Ved nogle virksomhedsbesøg er det endda en forudsætning, at eleverne har gennemgået dele af forløbet inden besøget for at kunne forstå relevante fagbegreber. Hvis det er tilfældet, vil det fremgå tydeligt i det pågældende forløbs beskrivelse i kataloget. 

Hvad består undervisningsforløbene af? 

Undervisningsforløbene består af aktiviteter, som skal laves før besøget. De skal give eleverne en god baggrundsviden, så de er godt forberedt til det, som de skal ud at se. Der er også aktiviteter, som eleverne følger op på besøget og aktiverer den viden, som de har fået under besøget. Ofte vil undervisningsforløbet også indeholde information til eleverne om selve besøget. Det kunne for eksempel være regler for færdsel på virksomheden.  

Vores forløb er tænkt som rammeforløb. Det betyder, at de indeholder relativ meget materiale, som den enkelte lærer kan anvende efter behov. Man kan for eksempel fravælge dele af et forløb fordi man allerede har dækket stoffet i et tidligere forløb med klassen. Det er også muligt at tilføje elementer til forløbet, så det kommer til at passe til den enkelte klasse. Det er helt op til læreren at redidaktisere forløbet til sin klasse. Dog forventer virksomhederne, at eleverne har gennemgået information om besøget uanset hvordan klassen i øvrigt har forberedt sig til besøget.  

Hvordan finder du vores undervisningsforløb i Meebook?  

Man får adgang til undervisningsforløbene i ShareIT i Meebook. Nye undervisningsforløb vil være tilgængelige i Meebook pr. 1. august. Du finder forløbene ved at søge på undervisningsforløbets navn og eventuelt klassetrin. Du finder denne oplysning i ”STEM i aktion". Forløbene er udgivet af Kalundborg Kommune. Du kan gøre det lettere for dig selv at finde dem, ved at følge Kalundborg Kommune i Meebook.

Virksomhedens retningslinjer skal overholdes  

Det forventes at elever og lærer til enhver tid følger virksomhedens retningslinjer for sikkerhed og hygiejne.
Der skal ligeledes tages hensyn til, at virksomhederne er en arbejdsplads. Ved ophold i butikker skal der tages hensyn til de øvrige kunder, og varer i produktionsafdelingerne må ikke berøres.
Forinden besøg i naturen opfordres det til, at eleverne er forberedt på, hvordan de skal agere ude i naturen - såsom at være stille, ikke smide skrald mv.  

Vær en god ambassadør for din skole 

Besøgsværten repræsenterer virksomheden inden for de rammer og retningslinjer, som er aftalt med Skoletjenesten. Derfor bedes eventuelle spørgsmål vedrørende undervisningsforløbet, fagligt indhold eller konstruktiv feedback venligst rettes direkte til Skoletjenesten Kalundborg Kommune og ikke til besøgsværten. 

Læreren understøtter elevernes læring under besøget  

Ved besøg forventes det, at læreren medvirker aktivt til at sikre, at elevernes deltagelse i det planlagte program, samt at læren håndterer eventuelle konflikter eller lignende.

Skoletjenesten ønsker at gøre det let for dig som lærer at leve op til lovkravet om Åben skole.  Åben Skole er ikke blot en mulighed – det er en lovbestemt del af folkeskolens opgave. Ifølge Folkeskoleloven (§ 3, stk. 4-5 og § 33, stk. 9) skal alle skoler samarbejde med det omgivende samfund – fx virksomheder, ungdomsuddannelser, kultur- og foreningsliv. 

Formålet er klart: at skabe en mere varieret og praksisnær skoledag, der styrker elevernes læring, motivation, trivsel og samfundsforståelse. Det handler om at gøre undervisningen vedkommende – og om at give eleverne mulighed for at møde virkeligheden uden for skolen. 

Vi ønsker at lette processen for dig som folkeskolelærer i Kalundborg Kommune, så du nemt kan leve op til rammerne: Vi koordinerer, udvikler og formidler samarbejder med lokale virksomheder, ungdomsuddannelser og uddannelsesinstitutioner – og vi sørger for, at det bliver både nemt, overskueligt og meningsfuldt for lærer og elever.

Ved ændringer eller behov for aflysning 

Kontakt hurtigst muligt Skoletjenesten Kalundborg Kommune, så de kan give besøgsværten besked. Ved forsinkelser eller aflysninger dagen før eller på dagen skal besøgsværten kontaktes direkte. Kontaktoplysningerne på besøgsværten findes i ”STEM i aktion” på den side der beskriver jeres besøg.  

Transport til og fra besøget 

Skolerne skal selv arrangerer og planlægge transport til og fra besøgslokationen.  

Husk påklædning efter vejret  

Vær opmærksom på at besøgene foregår udendørs uanset vejret. Klæd jer derfor efter årstiden og husk eventuelt skiftetøj, så alle får en god oplevelse.

Skoletjenesten Kalundborg Kommune har på forhånd tilmeldt en række folkeskoler et besøg hos vores samarbejdspartnere.

Hvis din folkeskole ikke er tilmeldt, og du som lærere ønsker et besøg, kan du kontakte Skoletjenesten Kalundborg Kommune på skoletjenesten@kalundborg.dk for at afklare muligheden for dette.  

STEM i Aktion – Årskatalog

Hvert år udgiver Skoletjenesten i Kalundborg Kommune et årskatalog, der præsenterer lokale STEM-tilbud (Science, Technology, Engineering, Mathematics) til kommunens folkeskoler. 

Virksomhedsbesøg præsenteres i kataloget, som omfatter både lokale og udvalgte nationale tilbud målrettet elever fra 0. til 9. klasse. 

Download STEM i Aktion 2025-26

Kontakt

Skoletjenesten

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller ønsker at høre mere mulighederne for at komme på virksomhedsbesøg.

Mail: skoletjenesten@kalundborg.dk 

Husk

Giv hurtigst muligt besked ved ændringer eller behov for aflysning.

Skolerne skal selv arrangerer og planlægge transport til og fra besøgslokationen.  

Påklædning efter vejret. Medbring eventuelt skiftetøj.