De seneste måneder har håndværkerne været i gang på Kirkebakken 4 i Viskinge. Stedet er blevet renoveret og skal fremover fungere som midlertidig bolig for ukrainske flygtninge.
Der er blevet etableret opholdsrum, sovepladser, mens køkken- og badefaciliteterne er blevet forbedret. Nu er bygningen klar til, at de første ukrainske flygtninge kan flytte ind, og derfor inviterer Kalundborg Kommune til åbent hus tirsdag den 16. juni klokken 19.00. Her kan beboerne i området og øvrige interesserede få en rundvisning og høre mere om indflytningen.
Op mod 50 beboere
Det er planen, at den tidligere daginstitution skal kunne rumme op mod 50 beboere. Den er blevet ombygget med respekt for de eksisterende rammer, men også for at kunne skabe en tryg og midlertidig base for familier og enkeltpersoner, der er fordrevet fra Ukraine, og som skal finde ro og stabilitet efter en svær tid.
Arrangementet skal være med til at skabe åbenhed om projektet og også være med til at sikre, at de nye beboere bliver godt integreret i lokalsamfundet.
”Vi vil gerne tage godt imod de ukrainske flygtninge og samtidig skabe åbenhed om de rammer, de skal flytte ind i.
Med åbent hus inviterer vi lokalsamfundet indenfor, så man kan se stedet og få et indtryk af, hvordan vi arbejder for at skabe en tryg og god start for de nye beboere,” udtaler arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard
