For at undgå tilstoppede kloakker og unødige besøg af fx rotter, sætter Kalundborg Kommune og Kalundborg Forsyning nu fokus på virksomheder, der udleder fedtholdigt spildevand. For virksomheder, der udleder fedt som del af deres produktion, skal have en fedtudskiller, der virker!
Fedt fra restauranter, grillbarer, pizzeriaer, slagterier, storkøkkener og andre fødevarevirksomheder giver grobund for rotter og kan føre til alvorlige blokeringer i kloaksystemet. I sidste ende kan det betyde oversvømmelser og skabe ekstra belastning på både kloaknet og renseanlæg.
Derfor indskærper Kalundborg Kommune og Kalundborg Forsyning nu i fællesskab reglerne for de fedtudskillere, der skal sikre, at fedt og olie bliver sorteret fra, inden spildevandet ledes til kloakken. Virksomheder, der er omfattet, vil i den kommende tid modtage et brev fra Kalundborg Kommune i e-Boks med mere information.
Indsatsen skal være med til at forebygge rotter, beskytte kloaksystemet og sikre en mere stabil drift til gavn for både virksomheder og borgere i Kalundborg Kommune.
