Fredag den 14. november 2025 kan social- og sundhedsassistent Annette Hviid Madsen Jensen fra Høng Ældrecenter fejre sit 50-års jubilæum i Kalundborg Kommune.
Annette Hviid Madsen Jensen begyndte som 18-årig i 1975, da hun så en lille annonce i avisen, hvor der blev søgt en husassistent på et plejehjem. Hun søgte – og fik jobbet. Det blev starten på et langt og meningsfuldt arbejdsliv i Kalundborg Kommunes ældrepleje.
”Jeg fandt hurtigt ud af, at det var det her, jeg skulle. Jeg kunne være noget for mennesker, og de kunne lide mig. Jeg har aldrig fortrudt det et øjeblik”, fortæller Annette.
Tillid og retfærdighed er vejen frem
Hun har siden taget både sygehjælperuddannelsen og senere opkvalificeret sig til social- og sundhedsassistent. I årenes løb har hun også været konstitueret bestyrer, tillidsrepræsentant i 35 år og vejleder for mange elever.
For Annette handler faget om både faglighed og nærvær.
”Tillid og retfærdighed er mine store ord. Man skal kunne stole på hinanden – både kollegaer, ledelse og borgere”, fortæller Annette.
Hun lægger ikke skjul på, at Kalundborg Kommune har haft stor betydning for hendes arbejdsglæde: ”Jeg har altid følt mig godt behandlet. Kalundborg Kommune har givet os mulighed for at udvikle os og haft tillid til, at vi kan vores arbejde,” uddyber Annette.
Leder af Høng Ældrecenter, Charlotte Vagner Christensen, beskriver Annette som en medarbejder med høj faglighed og ro:
”Når jeg ved, at Annette er på arbejde, så er jeg ikke bekymret. Hun har styr på tingene og hviler i sin faglighed. Hun har været en vigtig del af huset og af vores kultur gennem mange år”, siger Charlotte.
50 år – og stadig ikke helt færdig
Selvom Annette går på pension den 1. december 2025, slipper hun ikke ældreplejen helt. Hun har aftalt at fortsætte som afløser efter nytår.
”Jeg kan da godt mærke, at der kommer en tomhed. Derfor er det dejligt, at jeg stadig kan komme og hjælpe lidt til. Jeg skal arbejde, det ligger i mig”, forklarer Annette.
Når hun skal sætte ord på, hvorfor hun er blevet i faget i så mange år, svarer hun uden tøven:
”Fordi det er det bedste job, du kan få. Det er så givende. Man får så meget tilbage fra de mennesker, man hjælper hver dag.”
Fejringen af Annette Hviid Madsen Jensens 50-års jubilæum finder sted den 14. november 2025 på Høng Ældrecenter.