Erhvervspraktik 8. og 9. klasse

Kalundborg Kommune tilbyder elever i 8. og 9. klasse at komme i erhvervspraktik.

Praktikugen er i 2026 i uge 44, fra mandag den 26. oktober til fredag den 30. oktober. Grundet 4-dages arbejdsuge er det dog ikke muligt at komme i praktik alle steder om fredagen.

Link til tilmelding er under udarbejdelse. 

Forskellige praktikforløb

Der vil være mulighed for at melde sig ind på 10 forskellige spor, alt efter interesse og fremtidsdrømme.

Hvert forløb bliver tilrettelagt efter den enkelte elev - noget kan blive helt individuelt og noget kan blive sammen med andre elever fra skolerne i Kalundborg Kommune.

Fælles for alle områder/praktikforløb

Vi starter mandag morgen med fælles morgenmad, hvor også borgmesteren og kommunaldirektøren vil være til stede og sige et par ord om, hvad der rører sig i Kalundborg kommune. Mange af praktikværterne vil også være til stede for at tage godt imod jer. 

Se mere om de 10 spor man kan vælge i praktikugen:

Sundhed for alle – uanset udgangspunkt

I det nære sundhedsvæsen arbejder vi for, at alle har mulighed for at leve et sundt liv med fysisk, mental og social trivsel, og vi vil øge ligheden i sundhed. En af nøglerne hertil går gennem sundhedsfremme og forebyggelse. Vi har den enkelte borgers behov og ønsker som pejlemærke i vores arbejde med at skabe værdi og livskvalitet for den enkelte – det gælder både for borgere med og uden handicap. 

Hvis du i din praktikuge gerne vil blive klogere på, hvordan vi konkret arbejder med sundhed i en kommune, kan du få mulighed for at blive en del af:

  • Forebyggelse og Genoptræning, hvor vi hjælper både med forebyggende tiltag som rygestop og vægtabsforløb samt genoptræningsmuligheder for de af vores borgere, der har brug for det, evt. efter et sygdomsforløb.
  • Jobcenter, hvor vi har træningsforløb til sygemeldte, som varetages af fysioterapeuter. Derudover har vi ergoterapeuter, der tager ud til virksomhederne og hjælper med indretning af arbejdspladsen, hvis man døjer med helbredsproblematikker.

Velkommen til kommunens administrative maskinrum

I kommunens administrative afdelinger arbejder vi for at understøtte driften og udviklingen af de kommunale borgerrettede kerneopgaver med fokus på, at Kalundborg Kommune er en veldrevet og attraktiv arbejdsplads.

Vi dækker mange forskellige arbejdsområder; alt lige fra økonomi og løn til bosætning og byggesager. Vi arbejder så at sige i maskinrummet og bidrager til at skabe de bedst mulige betingelser for udviklingen af organisationen og Kalundborg Kommune.

Hvis du vælger at komme i praktik i vores administration, kan du få mulighed for at prøve kræfter med bl.a:

  • Økonomistaben hvor vi passer godt på pengene for Kalundborg Kommunes borgere. Vi hjælper, vejleder og understøtter udvikling, når det handler om god økonomistyring, korrekt lønudbetaling og ordentlighed i opkrævning af gæld til kommunen. Derudover har vi fokus på hvordan vi bedst kan digitalisere ovenstående områder
  • Sekretariatet i organisationsstaben
  • Sekretariatet i Børn, Læring og Unge, hvor vi hjælper og understøtter alle kommunens daginstitutioner og folkeskoler med administrative opgaver.

En tværfaglig social indsats for borgere med særlige behov

På det sociale område arbejder vi for at sikre en tværfaglig samt pædagogisk og sundhedsfagligt kompetent indsats for de af vores borgere, børn, unge og voksne i kommunen, der har særlige behov og har brug for støtte. Her skal vi sikre, at alle får det rette tilbud fra start, og at støtteydelser og tilbud bliver tilpasset efter den enkeltes behov, ønsker og livsvilkår.

Hvis du godt kunne tænke dig at blive klogere på dette vigtige område i din praktikuge, kan du få mulighed for at blive en del af:

  • Børn og Familie, hvor vi hjælper, understøtter og samarbejder med børn, unge og deres familier.
  • Jobcenteret, hvor vi hjælper unge, ledige og integrationsborgere med at komme i job eller uddannelse – vi er indgangen for jobsøgende og virksomheder ift. en bred vifte af serviceydelser.
  • Center 1 og 2, hvor vi yder pædagogisk og praktisk støtte til borgere med varige funktionsnedsættelser og forskellige former for problemstillinger, ligesom vi er ansvarlige for de tilbud, der findes for voksne mellem 18 og 65 år, der har en sindslidelse eller har særlige sociale problemer.                                   

Sådan støtter vi kommunens ældre i hverdagen

På ældreområdet arbejder vi for at bidrage til og understøtte, at borgerne kan få et godt og værdigt ældreliv – dette med blik for, at der kan være forskel på, hvad der for den ældre opleves som et godt og værdigt ældreliv.

Vi håber du kunne have lyst til at finde ud hvilke spændende jobmuligheder der er inden for ældreområdet og i løbet af ugen, kan du få mulighed for at prøve kræfter med:

  • Udekørende sygepleje, hvor vi yder hjælp inden for sygeplejeområdet til borgere, enten i deres eget hjem eller på vores sygeplejeklinikker.
  • Madservice, hvor vi sætter en ære i at lave god velsmagende mad – lavet fra bunden - til de af vores borgere, der har behov for at få maden lavet og bragt til deres hjem.

Oplev skolen fra den anden side af tavlen

I Kalundborg Kommune har vi 18 skoler, som inkluderer store folkeskoler, lidt mindre skoler samt vores to specialskoler. Vi er optaget af at kunne understøtte alle børn og unges trivsel, udvikling og læring. Vores mission er at skabe rammen om det gode børne- og ungeliv med optimale udviklingsbetingelser for den enkelte.

Hvis du godt kunne tænke dig at se, hvordan vi gør det – på en anden måde end det du oplever i klasseværelset - så skal du vælge at komme i praktik på vores skoler, for måske er jobbet som skolelærer faktisk noget for dig. I løbet af ugen kan du få mulighed for at besøge:

  • En stor folkeskole, hvor vi har elever fra 0. til 9. klasse, fordelt på hhv. Nyrupskolen, Gørlev skole, Rynkevangsskolen, Kr. Helsinge skole, Høng skole,
  • Hvidebækskolen, Firhøjskolen, Svebølle skole samt Skolen på Herredsåsen.
  • En mindre folkeskole, hvor vi har elever fra 0. til 6 klasse, fordelt på hhv. Buerup skole, Årby skole, Løve-Ørslev skole, Rørby skole, Tømmerup skole og Sejerø skole.

Et kig ind i børnenes hverdag 

I Kalundborg Kommune har vi dagplejer, vuggestuer, bør­nehaver og integrerede institutioner, dagtilbud under landsbyordning (hvor de ligger sammen med en skole) samt special­dagtilbud, ressourcedag­tilbud og Sprogskolen for Småbørn.

Dagtilbuddene hos os er mangfoldige, både i forhold til hvordan de ser ud og i den måde, de tilrettelægger deres pædagogiske arbejde og deres børnemiljøer på. Hvis du gerne vil prøve at være en del af det arbejde i din praktikuge, kan du komme til at prøve kræfter med nedenstående:

  • En børnehave, hvor vi skaber de bedste betingelser for trivsel, læring, udvikling og dannelse for alle vores børn fra 0 – 6 år og deres familier.
  • Børn, Læring og Uddannelse, hvor vi hjælper og understøtter alle kommunens daginstitutioner og folkeskoler med administrative opgaver. Vi driver også PPR og Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU).

Fra veje til grønne områder – Kommunens tekniske maskinrum

Det tekniske område i Kalundborg Kommune har ansvaret for at vedligeholde og pleje alle vores veje og grønne områder, og da kommunen dækker et areal på 604 km2 er der mange opgaver at løse.

Området arbejder også med at optimere vores infrastruktur, sikre den rette by- og boligudvikling samt prioritere og planlægge alle de anlægsprojekter der startes op, og med den udvikling der er i Kalundborg Kommune lige nu, er det et meget spændende sted at komme i praktik. Områderne du kan blive introduceret til er:

  • Maskinværksted, hvor vi vedligeholder og servicerer alle kommunens maskiner og biler på vores eget værksted.
  • Anlægsgartner, hvor vi arbejder med alle typer af fliser og sten ifm. vores kommunale anlæg. Derudover passer og vedligeholder vi alle kommunens grønne områder, herunder at slå græs og klippe hække – selvfølgelig med fokus på biodiversitet og bæredygtighed.
  • Tilsyn/opsyn, hvor vi kører ud og tjekker at tingene er i orden og er i dialog med borgere og virksomheder, bl.a. via vores "Tip Kalundborg”

Oplev arbejdet med plan, byg og miljø i praksis

I Plan, Byg og Miljø arbejder vi med planlægning, byggetilladelser og miljøvurderinger i Kalundborg Kommune. Vi behandler lokalplaner, kommuneplantillæg og sikrer, at byggerier og arealanvendelse overholder gældende lovgivning. 

Desuden foretager vi miljøscreeninger og vurderer projekters påvirkning på miljøet. Vi håndterer også klager og vejleder borgere og virksomheder om plan- og miljøspørgsmål.

Vi dækker mange forskellige område, og kan tilbyde erhvervspraktik inden for udvalgte fagområder: 

  • Arkitektur og planlægning, herunder lokalplanlægning.
  • Natur og miljø, herunder landbrugs- og virksomhedstilsyn samt vurderinger i naturen.

Praktikforløbet giver et indblik i arbejdsopgaver, projekter og samarbejder inden for de pågældende områder.

Et indblik i kommunens IT‑ og Digitaliseringsarbejde

Kalundborg Kommune har stor fokus på IT-sikkerhed, og der er konstant brug for at have overblikket over vores sikkerhedsniveau kontra de sikkerhedstrusler vi møder, som hele tiden ændrer sig. En opgave der er afgørende for, at resten af organisationen kan fungere. Derudover hjælper IT afdelingen alle medarbejdere i kommunen, når de har udfordringer med deres elektroniske udstyr såsom telefoner, computere, webcams, skærme. Det er også dem man ringer til når systemerne ikke virker. 

Du kommer til at møde 3 forskellige afdelinger som alle arbejder forskelligt med IT og digitalisering:

  • IT og digitaliserign - Udekørende IT‑support, hvor vi besøger fx skoler, plejecentre og andre institutioner for at løse tekniske udfordringer på stedet.
  • Økonomistaben, hvor der er fokus på hvordan vi bedst kan digitalisere økonomiområdet ved hjælp af robot-teknologi m.m
  • Børn, Læring og Uddannelse – her får du et indblik i hvordan enheden understøtter skolerne. Der kan være skolebesøg, hvor opgaven kan være at hjælpe med at finde et program, der kan engagere eleverne, når de arbejder med f.eks. Virtual Reality. Det kan også være en gennemgang af digitale læremidler eller at hjælpe med at lave et oplæg til skolernes elever om brugen af AI.             

Fra pressemeddelelser til projekter

Dette spor er nyt og er en kombination af vores kommunikationsafdeling og udviklingsteam. 

Team Kommunikation tager sig af alt der handler om intern og ekstern kommunikation. Teamet rådgiver organisationen om, hvordan man kommunikerer bedst. Det er også Team kommunikation der er ansvarlig for fx:

  • Målrettede opslag på Facebook
  • Pressemeddelelser
  • Filmklip
  • Hjemmeside
  • Intranet

Fokus under praktikken vil være på Facebook opslag og filmklip.

Udviklingsteamet understøtter enhederne i kommunen med diverse større projekter og strategier, som fx:

  • Internationalisering
  • Beredskab
  • Store reformer

Fokus under praktikken vil være på projektet praktikugen og evalueringer.