Borgerne i Kalundborg værdsætter det lokale jobcenter

Jobcenter Kalundborg har sammen med 42 kommuner deltaget i en stor borgerundersøgelse. Resultaterne er ikke til at tage fejl af - borgerne er tilfredse med den hjælp og service, som de møder i jobcentret. På fem ud af seks måle-områder har Kalundborg Kommunes borgere således den højeste tilfredshed i Danmark.

Mange borgere oplever, at de bliver mødt med tillid, at formålet med deres samtaler er klart, og at de får en konkret plan for deres videre forløb og jobsøgning.

Kommunernes Landsforening har i samarbejde med Kalundborg og 42 andre kommuner gennemført en borgerundersøgelse på beskæftigelsesområdet. Den viser, at en stor del af borgerne i Kalundborg Kommune er glade for deres lokale jobcenter - faktisk så tilfredse, at resultaterne på en række områder ligger væsentligt over landsresultatet, og på fem ud af seks områder har borgerne den højeste tilfredshed i Danmark.

”Vi kan se, at mange af vores borgere virkelig værdsætter den indsats, som vi hver dag gør. Det er rigtig glædeligt, at vi har forbedret os siden sidste måling, og at vi gør det så godt, at vi ligger bedre end på landsplan, faktisk med den højeste score i Danmark på flere områder,” fortæller arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard.

”Det viser, at vi er på rette vej, og at mange af vores borgere kan mærke, at vores dygtige medarbejdere ser dem og møder dem med empati, forståelse og helt konkrete indsatser, der hjælper dem i job og uddannelse.”

Mødet med sagsbehandleren bliver vægtet højt

Knapt 750 borgere i Kalundborg Kommune har svaret på spørgsmålene i undersøgelsen, der handler om alt fra mødet med jobcentret til aktiviteter, samtalens forløb og samarbejdet på tværs af fagcentrene.

Resultaterne viser, at 71 procent af borgerne samlet set er meget tilfredse eller tilfredse med deres forløb i Jobcenter Kalundborg. Det er 10 procentpoint over landsresultatet, hvor 61 procent svarer det samme.

”Vi ligger rigtig pænt i den overordnede vurdering af vores jobcenter. Når vi dykker længere ned i nogle af resultaterne, skyldes det især, at vi møder vores borgere med tillid, at vi lytter til deres ideer, og at der er en konkret plan for deres forløb og jobsøgning,” lyder det fra arbejdsmarkedschefen.

Fokus på job og uddannelse

I undersøgelsen har man også valgt at se nærmere på, om borgerne oplever, at der sker en udvikling i forhold til at komme tættere på job og uddannelse. Her placerer Kalundborg sig igen i den gode ende i forhold til de kommuner, der har deltaget i undersøgelsen. 77 procent oplever i nogen grad, i høj grad eller meget høj grad, at de løbende bliver præsenteret for jobs, mens det er 63 procent på landsplan. 88 procent af borgerne på sygedagpenge oplever ligeledes, at indsatsen bringer dem tættere på at kunne vende tilbage i job, hvor det er 63 procent i resten af landets kommuner.

”Undersøgelsen er med til at bekræfte os i, at vores indsats gør en forskel. Men vi er også ambitiøse, og derfor vil vi blive ved med at udvikle os og vores service. Vi kan især se, at vi kan sætte endnu mere ind i forhold til at have fokus på job, uddannelse og samarbejdet på tværs af afdelingerne i Kalundborg Kommune, ” konkluderer Lasse Bjerregaard og uddyber: ”Vores tilgang og måde at møde borgerne på betyder enormt meget for den udvikling, som de gennemgår. Derfor har vi et stort ansvar for konstant at tilpasse vores service og tilgang til den enkelte borger.”

Fakta om den tværkommunale borgerundersøgelse

  • KL´s halvårlige borgertilfredshedsundersøgelse på beskæftigelsesområdet har til formål at indsamle viden om borgernes oplevelser, tilfredshed og behov i forhold til beskæftigelsesindsatsen på tværs af forskellige kommuner.
  • Undersøgelsen spiller en central rolle i at sikre, at de offentlige tilbud og indsatser til ledige borgere er relevante.
  • Undersøgelsen er blevet gennemført i et samarbejde mellem Kommunernes Landsforening og 43 kommuner.