Strategien er et pejlemærke, der guider det frivillige engagement og bygger bro imellem de mange involverede aktører - fra politikere til borgere, forvaltning og frivillige. Strategien er dermed et fælles håndslag, på den retning vi ønsker for frivilligheden i Kalundborg Kommune.
Frivillighed sker - og udvikler sig altid i dialog
Frivillighed vil få en endnu større betydning for borgernes gode liv, hvor flere aktører og frivilligformer bidrager på forskellig vis. Uanset hvordan, tror vi på, at åbne og nysgerrige dialoger er en forudsætning. Det er i dialogen idéer udvikles, løsninger findes, læring udveksles og en involverende og værdiskabende kultur fremmes. Det betyder også, at forudsætningerne for frivillighedstrategien vil forandre sig løbende – og at vi forpligter os til at bruge dialogerne til at lære undervejs og være villige til at justere kursen, når det er nødvendigt.
En strategi, der involverer dem, det handler om
Vi vil skabe en dynamisk, engagerende og inkluderende ramme for frivilligindsatsen, hvor de aktører, der hver dag deltager i og oplever frivillige aktiviteter, også bidrager med viden og indsigt i, hvad frivillighedsområdet har brug for. Kalundborg Kommune har et frivilligmiljø med mange forskelligartede og velfungerende foreninger, og vi ved, at de bedste løsninger opstår i samspillet mellem frivillige, fagpersoner og politikere.
En fælles strategi skaber en fælles retning
Derfor er Frivilligstrategien for Kalundborg Kommune helt naturligt blevet til i samarbejde med frivillige på tværs af alder, foreninger og interesser. For at skabe en sammenhængende frivillighedsstrategi skal den afspejle de behov og perspektiver, som frivillige oplever - og man skal kunne genkende sit frivillige engagement i den.
Kort sagt er der noget vi allerede ved, samt noget vi vil med frivilligheden i Kalundborg Kommune. Disse perspektiver præsenteres i frivilligstrategiens seks overskrifter. Vores ønske er, at de bliver genstand for dialoger og skaber positive aftryk og værdi for alle, hvor frivillighed er en del af hverdagen.