Bedre mental sundhed og meningsfulde fællesskaber for alle  

Mental sundhed er en oplevelse af trivsel, hvor man kan udfolde sine evner, håndtere dag­ligdags udfordringer og stress samt indgå i fæl­lesskaber med andre. Mennesker, der over længere tid har en lav grad af mental sundhed og oplever ensomhed, har højere risiko for at udvikle fysiske og psykiske sygdomme og dør tidlige­re end dem, der trives godt mentalt.

Som i resten af landet har vi i Kalundborg Kommune en stigende andel af borgere med lav grad af mental sundhed og mange oplever ensom­hed. Derfor ønsker vi at prioritere fremme af mental sundhed og trivsel for alle aldersgrupper højt. 

Det er muligt at styrke den mentale sundhed gennem meningsfulde aktiviteter sammen med andre. Fællesskaber er beskyttende i forhold til udvikling af depression, angst og ensomhed. Samtidig nedsætter gode sociale relationer risikoen for hukommelsestab, koncentrationsbesvær og andre mentale sundhedsudfordringer. 

Aktiv deltagelse i frivillige sociale foreninger er en mulighed for at skabe nye sociale relationer. De sociale frivillige foreninger favner bredt og ofte er samværet prioriteret højere end selv aktiviteten. Mange opdager, at f.eks. håndarbejde, spil, fællessang og madfællesskaber giver en oplevelse af samhørighed og samskabelse, som styrker den mentale sundhed.

Ophold i naturen og friluftsliv har også stor betydning for den mentale sundhed. Det samme gør sig gældende for kunst og kultur. For at fremme den mentale sundhed vil vi understøtte meningsfulde, sociale og aktive fællesskaber i fritids- og foreningslivet. Vi vil udvikle og sikre adgang til natur og landskabsområder og fremme udbuddet at aktiviteter og oplevelser i naturen. Vi vil sikre steder at mødes og understøtte muligheden for kulturelle og sociale oplevelser for borgere i alle aldre.

Byplanlægning spiller også en vigtig rolle i mental sundhed ved at skabe miljøer, der øger trivsel. Adgang til grønne og rekreative områder og sikre boligområder er vigtige elementer, der fremmer den mentale sundhed.