Miljøgodkendelse til udvidet træningskørsel hos Svebølle Motocross Klub, Frederiksholm 8, 4470 Svebølle
Miljøgodkendelse
Kalundborg Kommune har meddelt afgørelse om miljøgodkendelse til udvidet træningskørsel hos Svebølle Motocross Klub, Frederiksholm 8, 4400 Kalundborg.
VVM-screening
Udendørs motorsportsbaner er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 11a. Ansøger har gennemført en VVM-screening af de ansøgte ændringer. Ud fra VVM-screeningen er det Kalundborg Kommunes vurdering, at det ansøgte ikke giver anledning til væsentlige miljøpåvirkninger af omgivelserne. Kalundborg Kommune har på baggrund af VVM-screeningen truffet afgørelse om, at det ansøgte ikke er omfattet af VVM-pligt i henhold til miljøvurderingsloven.
Afgørelsen om VVM-screening kan ses i bilag 1 i miljøgodkendelsen.
Klagevejledning
Hvis du ønsker at klage over miljøgodkendelsen, kan du klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 91-93. Efter miljøbeskyttelseslovens §§ 98-100 er klageberettigede blandt andet virksomheden, embedslægeinstitutionen, enhver med væsentlig individuel interesse i sagens udfald og visse landsdækkende organisationer, hvis hovedformål er at beskytte miljøet.
Retslige spørgsmål vedrørende Kalundborg Kommunes afgørelse om, at det ansøgte ikke er omfattet af VVM-pligt, kan påklages efter miljøvurderingslovens § 49. Efter samme lovs § 50 er klageberettigede; miljøministeren, enhver med retlig interesse i sagens udfald og landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Du klager via Klageportalen, som du finder et link til på forsiden af Nævneneshus.dk. Klageportalen ligger også på borger.dk og virk.dk. Du logger på borger.dk eller virk.dk, ligesom du plejer, typisk med MitID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelserne er offentliggjort. Det vil sige inden den 24. juni 2026, kl. 23.59.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr, som er på 900 kr. for private og 1800 kr. for virksomheder og organisationer. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen. Myndigheden videresender herefter anmodningen til klagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes. Anmodningen skal sendes til Kalundborg Kommune, Plan Byg og Miljø, Holbækvej 141B, 4400 Kalundborg.
En klage over miljøgodkendelsen har ikke opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet. Det betyder, at miljøgodkendelsen kan udnyttes, inden klagen er afgjort. Udnyttelsen sker dog for egen regning og risiko.
Domstole
Afgørelsen om miljøgodkendelse kan indbringes for domstolene efter miljøbeskyttelseslovens § 101. VVM-screenings-afgørelsen kan indbringes efter planlovens § 62. Ønskes afgørelsernes gyldighed prøvet ved en domstol, skal sagen være anlagt, inden 6 måneder efter afgørelsen er meddelt til virksomheden. Hvis sagen påklages, skal sagen anlægges inden 6 måneder efter den endelige administrative afgørelse.