Kalundborg Kommune har modtaget en ansøgning om at nedrive en ældre driftsbygning (tidligere svinestald, BBR‑bygning nr. 3) på ejendommen Flinterupvej 111, Store Fuglede.
Bygningen er registreret som bevaringsværdig, og sagen behandles derfor efter bygningsfredningslovens § 17, stk. 1.
Bygningen er opført i 1908 og er i kommuneplanen udpeget som bevaringsværdig, fordi den indgår i det værdifulde kulturmiljø i Store Fuglede. Ejeren har oplyst, at bygningen ønskes nedrevet af landbrugsmæssige og driftsmæssige årsager. Den eksisterende større staldbygning på ejendommen (BBR‑bygning nr. 2/4) ligger i dag for tæt på nabobeboelse i forhold til ønsket om at genoptage dyrehold.
I stedet for den bygning, der ønskes nedrevet (BBR‑bygning nr. 3), ønsker ejeren at opføre en ny staldlænge. Den nye bygning vil blive udformet, så den passer til gårdens eksisterende bygninger og helhed, men den placeres få meter forskudt mod gårdspladsen, da den bliver bredere – ligesom den eksisterende staldbygning, som bevares. Det bemærkes desuden, at ejendommens oprindelige stuehus tidligere er brændt, og at der efterfølgende er opført et nyere stuehus.
Kommunens indstilling
På baggrund af ovenstående vurderer Kalundborg Kommune, at der ikke er større bekymring ved en eventuel nedrivning. Bygningen er bevaringsværdig som en del af det samlede gårdkompleks, men forudsættes erstattet af en ny bygning med tilsvarende placering og arkitektonisk tilpasning. Bygningen fremstår rimeligt velholdt, men er præget af slitage efter ca. 120 års brug.
En beslutning om nedrivning kan begrundes i de driftsmæssige forhold, selvom ejendommen er omfattet af kommuneplanens retningslinjer for værdifuldt kulturmiljø, hvor landsbyens gårde er beskrevet som vigtige kulturhistoriske elementer, og hvor bygningen indgår i bevaringsværdig bebyggelse udpeget i kommuneplanen.
På den baggrund anbefales det, at der ikke nedlægges forbud mod nedrivning efter planlovens § 14. Da bygningen er udpeget som bevaringsværdig i kommuneplanen, skal proceduren i Bygningsfredningsloven vedrørende bevaringsværdige bygninger dog følges, før der kan gives en eventuel nedrivningstilladelse.
Høring
Da bygningen er bevaringsværdig, gennemfører Kalundborg Kommune en offentlig høring i henhold til Bygningsfredningslovens § 18, stk. 2.
Bemærkninger eller indsigelser skal sendes senest d. 2. juni 2026.
Du kan vælge én af følgende måder:
E-mail:
Send til: byggesag@kalundborg.dk
Skriv i emnefeltet:
Sag nr. S2026-65 – Høring om nedrivning af bevaringsværdig bygning, Flinterupvej 111, Store Fuglede
Digital post:
Modtager: Kalundborg Kommune
Kategori: Byg, bolig og bopæl / Byggetilladelser
Skriv i emnefeltet:
Sag nr. S2026-65 – Høring om nedrivning af bevaringsværdig bygning, Flinterupvej 111, Store Fuglede
Brev:
Send skriftligt til:
Kalundborg Kommune
Plan, Byg og Miljø
Holbækvej 141B
4400 Kalundborg
Personlig henvendelse:
Du kan også henvende dig i receptionen på rådhuset:
Holbækvej 141B, 4400 Kalundborg
Efter høringsfristens udløb vil Kalundborg Kommune tage stilling til, om der kan meddeles tilladelse til nedrivning af driftsbygningen efter bygningsreglementet 2018, kapitel 1, § 47, stk. 1.