Kalundborg Kommunalbestyrelse har den 24. juni 2026 vedtaget at fremlægge følgende planforslag i offentlig høring i 8 uger:
Forslag til tillæg nr. 4 til kommuneplan 2025-2036
Forslag til Lokalplan 612 for et batterianlæg ved Asnæsværket
For Kommunalbestyrelsens behandling af sagen henvises til Kalundborg Kommunes hjemmeside under punktet Dagsordener og referater
Afgørelse om miljøvurdering
Samtidig offentliggøres kommunens afgørelse, at der ikke skal gennemføres miljøvurdering af planforslaget.
Screeningsafgørelse for Lokalplan nr. 612 for et batterianlæg ved Asnæsværket
I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer samt konkrete projekter har kommunen, på baggrund af en gennemført miljøscreening af lokalplanen truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes miljøvurdering til ovennævnte planforslag. Kommunen vurderer, at de tiltag der kan følge af planforslaget, ikke vil medføre væsentlig indvirkning på miljøet. Begrundelsen for afgørelsen fremgår af planens redegørelse. Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet, jf. afsnittet længere nede.
Formål med planforslaget
Forslag til Tillæg nr. 4
Kommuneplantillægget udlægger et nyt rammeområde (K12.T05) til tekniske anlæg, der giver grundlag for at kunne lokalplanlægge for et batterianlæg med tilhørende tekniske installationer. Området ligger i landzone og er på nuværende tidspunkt ikke omfattet af nogen planlægning. Tillægget fastlægger de overordnede rammer for området, herunder at anlæggene som udgangspunkt kan opføres i en højde op til 8,5 meter. Enkelte tekniske installationer, som fx lynfangsmaster, kan dog være op til 24 m.
Forslag til Lokalplan nr. 612
Lokalplan nr. 612 har sammen med kommuneplantillægget til formål at skabe det konkrete planmæssige grundlag for at kunne etablere et batterianlæg til lagring af elektricitet med tilhørende tekniske installationer. Lokalplanen fastlægger samtidig de overordnede rammer for, hvordan området kan udvikles, så anlægget indpasses bedst muligt i sine omgivelser.
I planlægningen er der lagt vægt på både at muliggøre den ønskede energiinfrastruktur og samtidig sikre hensyn til landskab, naboer og miljø. Lokalplanen indeholder derfor bestemmelser om blandt andet grønne arealer, afskærmende beplantning og håndtering af regnvand, ligesom der stilles krav til anlæggets udformning og placering. En del af området friholdes for bebyggelse og anvendes i stedet til naturformål med henblik på at styrke biodiversiteten og skabe en grøn sammenhæng i området.
Fokuspunkter i planlægningen
Som grundlag for planlægningen er der gennemført en screening af planernes mulige miljøpåvirkninger. Denne screening har peget på en række forhold, som der er taget særligt hensyn til i udformningen af lokalplanen:
Kystnærhedszonen
Planområdet ligger inden for Kystnærhedszonen, hvor der i henhold til Planloven gælder særlige regler for planlægning. Nye anlæg skal her være begrundet i enten en særlig funktionel eller planlægningsmæssig nødvendighed.
Placeringen ved Kalundborg er valgt, fordi området allerede fungerer som et vigtigt energiknudepunkt med eksisterende og planlagt infrastruktur. Det gør det muligt at tilslutte batterianlægget effektivt til elnettet, herunder til den kommende højspændingsstation ved Kongskilde. Samtidig understøtter placeringen en samlet planlægning, hvor tekniske anlæg koncentreres i områder, der i forvejen er præget af energiinfrastruktur, fremfor at sprede dem i landskabet.
Landskabelige hensyn og værdifulde kulturmiljøer
I planlægningen er der lagt vægt på at tage hensyn til både landskabelige forhold og de kulturhistoriske værdier i området. Planområdet ligger i den østlige del af et udpeget værdifuldt kulturmiljø, som omfatter de karakteristiske husmandsbebyggelser omkring hovedgården Lerchenborg.
Natur
Lokalplanen indeholder tiltag, der skal understøtte natur og biodiversitet. Et delområde friholdes for bebyggelse og indrettes som grønt område i sammenhæng med eksisterende natur.
Der etableres beplantningsbælte i form af levende hegn i områdets kant med undtagelse af de dele af området, som grænser op til jordbehandlingsanlægget mod vest. Beplantningen har til formål at afskærme anlæg i området visuelt fra omgivelserne.
Planområdet grænser mod øst op til et område, der i kommuneplanen er udpeget til potentiel økologisk forbindelse. Planområdet er udformet under hensyntagen til udpegningen og den øgede beplantning langs planområdets østside inkl. nyt naturområde vurderes at kunne opretholde og potentielt forbedre dyr og planters spredningsmuligheder mellem de eksisterende arealer med § 3-beskyttet natur.
Vandhåndtering
Lokalplanen giver mulighed for, at der inden for planområdet etableres et eller flere regnvandsbassiner til forsinkelse og nedsivning af regnvand. Denne type løsning kan samtidig bidrage positivt til naturindholdet i området og understøtte sammenhængende for våd natur.
Lokalplanen sikrer desuden, at overfladevand, som har været i kontakt med olie, kemikalier eller lignende fra anlægget, håndteres forsvarligt. Det indebærer, at vandet opsamles og renses, inden det enten nedsives eller ledes videre, så der ikke sker påvirkning af omgivelserne.
Retsvirkninger
Indtil planforslaget er endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort af Kommunalbestyrelsen, må de ejendomme, der er omfattet af planforslagene, ikke udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af de endelige plan, jf. planlovens § 17.
Offentliggørelse og fremlæggelse
Planforslaget er fremlagt fra den 29. juni 2026 til og med den 24. august 2026. I denne periode har du mulighed for at komme med eventuelle bemærkninger til planforslaget. Herefter vil evt. høringssvar blive behandlet og der tages endelig stilling til planforslaget.
Høringsfrist
Bemærkninger til planforslaget skal sendes skriftligt til Kalundborg Kommune, Plan, Byg og Miljø, Holbækvej 141B, 4400 Kalundborg, eller e-mail: PBMPlan@kalundborg.dk således, at de er kommunen i hænde senest den 24. august 2026. Af mailens eller brevets titel skal det fremgå, at det omhandler "Høringssvar til Kommuneplantillæg nr. 4 og Lokalplan 612”.
Spørgsmål
Spørgsmål til planforslagene kan rettes til Plan, Byg & Miljø; e-mail: PBMPlan@kalundborg.dk.
Klagevejledning miljøvurdering
Kommunalbestyrelsens afgørelse efter lov om miljøvurdering af planer og programmer – om at der ikke er behov for at udarbejde miljøvurdering af planforslagene– kan påklages i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, for så vidt angår retlige spørgsmål.
Klageberettigede er miljøministeren og i øvrigt enhver med retlig interesse i sagens udfald.
Ifølge planlovens § 58, stk. 1, nr. 3 kan kun retlige spørgsmål vedrørende afgørelsen påklages.
Klagen skal være modtaget inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald, landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser indenfor arealanvendelse.
En eventuel klage indgives via Klageportalen, som du finder på borger.dk og virk.dk. Klagen sendes herefter gennem Klageportalen til Kalundborg Kommune.
Klagen skal være indgivet inden fire uger efter lokalplanen er offentligt bekendtgjort. Klagen er indgivet, når den er tilgængelig for Kalundborg Kommune i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Gebyret er forskelligt for private og virksomheder. Privatpersoner skal betale et gebyr på 900 kr. Virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder skal betale 1.800 kr. for behandling af en klage
Særlige forhold
Klagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer udenom Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning herom til Kalundborg Kommune via e-mail: PBMPlan@kalundborg.dk. Kalundborg Kommune videresender anmodningen til klagenævnet, som beslutter, om du kan blive fritaget.
Søgsmål
Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra bekendtgørelsen.