
Kalundborg kommune har fået ansøgning om midlertidig nedlæggelse af del af den privat fællesvej Stenrand beliggende over matr.nr. 33b Bjergsted by, Bjergsted.
Strækningen er vist med gult på kortet ovenfor.
Ønsket om nedlæggelse af vejen sker i forbindelse med ansøgning om råstofindvinding ved Bjergsted Bakker 3, 4470 Svebølle.
Den midlertidig nedlæggelse vurderes at have en varighed på 2 år.
Kalundborg kommune skal efter lov om private fællesveje § 12 tage stilling til spørgsmålet om en privat fællesvejs nedlæggelse.
Kalundborg kommune kan ikke meddele tilladelse til vejens midlertidige nedlæggelse, hvis
- Vejen er eneste adgangsvej til en ejendom eller nogen af dens lodder
- Vejen er af vittighed for en ejendom med vejret til vejen.
Man har vejret til vejen, når/hvis man har aftale om at benytte vejen som færdselsareal til sin ejendom. Vi kan oplyse, at Kalundborg kommune ikke har kendskab til, hvem der har vejret til vejstrækningen som midlertidig nedlægges.
På baggrund af matrikelkort fra Geodatastyrelsen og de høringssvar Region Sjælland har modtaget i forbindelse med deres behandling af ansøgningen om råstofindvindingen vurderer Kalundborg kommune, at der ikke er ejendomme eller lodder, der mister deres adgang til offentlig vej ved en midlertidig nedlæggelse af vejen, hvorfor vejen ikke agtes opretholdt på baggrund heraf.
Det er heller ikke Kalundborg kommunes vurdering, at vejstrækningen som midlertidigt nedlægges er af vigtighed for nogle ejendomme med vejret til vejen.
Kalundborg kommune agter derfor at give tilladelse til midlertidig nedlæggelse af vejstrækningen.
Tilladelsen til råstofindvinding er gældende i 10 år, men tilladelsen til nedlæggelse og genetablering af vejstrækningen gælder maksimum 2 år efter påbegyndelse af nedlægningen af vejen.
Bemærkninger og indsigelser
Hvis du mener, at vejen er af vigtighed for din ejendom, og du kan dokumentere, at du har vejret, skal du sende dette skriftligt til Kalundborg Kommune.
Bemærkninger og indsigelser imod Kalundborg Kommunes påtænkte afgørelse skal fremsendes til Team Vej og Park, Holbækvej 141B, 4400 Kalundborg eller via e-mail DTO@kalundborg.dk senest den 20. august 2022.
Sagens videre forløb
Kalundborg kommune vil på baggrund af eventuelle fremsendte bemærkninger eller indsigelser, foretage en vurdering af vigtigheden og træffe afgørelse om vejens nedlæggelse på baggrund heraf.
Øvrige oplysninger
Kalundborg kommune skal i forbindelse med ovennævnte påtænkte afgørelse orientere om følgende jf. lov om private fællesveje:
Indbringelse for taksationsmyndighederne
§ 75. Hvis kommunalbestyrelsen afviser en indsigelse efter § 73, stk. 2, eller § 74, stk. 2, fra en grundejer med vejret om, at vejen skal opretholdes i medfør af § 72, stk. 2, kan grundejeren kræve, at kommunen indbringer spørgsmålet om vejens opretholdelse for de taksationsmyndigheder, der er nævnt i § 91. Et sådant krav skal være fremsat, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Udgifter ved sagens behandling
§ 76. Hvis kommunalbestyrelsen ikke selv har rejst spørgsmålet om vejens nedlæggelse eller omlægning, kan den fordele udgifterne ved sagens behandling, herunder udgifterne til notering i matriklen og berigtigelse af tingbogen, jf. § 78, mellem de grundejere, der har interesse i nedlæggelsen eller omlægningen.
Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen ikke selv har rejst spørgsmålet om vejens nedlæggelse eller omlægning og sagen indbringes for taksationsmyndighederne, jf. § 75, skal disse fordele de udgifter ved taksationsforretningerne, som kommunalbestyrelsen skal afholde efter § 111, stk. 2, i lov om offentlige veje. Udgifterne kan pålægges både de grundejere, der har interesse i sagen, og kommunen. Taksationsmyndighederne skal ved fordelingen særlig lægge vægt på, om det har været rimeligt at kræve sagen forelagt for taksationsmyndighederne.
Lovgivning omtalt som lov om private fællesvej er Lov nr. 1234 af 4. november 2015 om private fællesvej.