Kalundborg Kommune har tilsluttet sig en europæisk klimaaftale og skal udarbejde en energihandlingsplan. Kommunerne i regionen samarbejder og udveksler erfaringer om kortlægning af drivhusgasser mv.
Kalundborg Kommune er sammen med en række andre kommuner i regionen med i den europæiske Borgmesteraftale (Covernant of Mayors) for lokal bæredygtig energi.
Hvad indebærer aftalen?
Ved at tilslutte sig aftalen forpligter kommunen sig til at sætte mål for reduktion af CO2-udslippet, der er højere end det fælles EU mål på 20 % §i 2020. Målet skal sættes for kommunen som geografisk område og altså ikke kun for kommunen som virksomhed.
Aftalen er en politisk hensigtserklæring om at gennemføre en række konkrete klimaindsatser i den enkelte kommune. Indsatserne drejer sig om at kunne dokumentere klimaindsatsen, f.eks. skal kommunen udarbejde en kortlægning af CO2-emissionerne som basis for en handlingsplan for bæredygtig energi (Sustainable Energy Action Plan - SEAP). Planen skal løbende følges op, evalueres og afrapporteres.
Med Borgmesteraftalen forpligter Kalundborg Kommune sig også til at afholde energidage for kommunens borgere, udveksle erfaringer med andre lokale og regionale enheder og i det hele taget udbrede aftalens budskab om at arbejde for lokal bæredygtig energi.
Regional erfaringsudveksling
Kalundborg Kommune tilsluttede sig aftalen sammen med en række andre sjællandske kommuner ved en ceremoni på Næstved Rådhus den 20. oktober 2009. Ved at indgå aftalen samtidig med de øvrige kommuner er der basis for et tværkommunalt samarbejde med erfaringsudveksling om CO2-kortlægning, SEAP'en, borgerinddragelse mv.
I tillæg til Borgmesteraftalen underskrev Region Sjælland sammen med Kommunekontaktrådet (KKR) Sjælland under på en aftale om at danne en støttestruktur for kommunerne – den såkaldte Supporting Structure. Regionen vil sammen med KKR informere, hjælpe og støtte kommunerne i forhold til f.eks. at udarbejde samlede energihandlingsplaner.
Den Regionale klimastrategi
Borgmesteraftalens elementer har god sammenhæng med den Regionale Klimastrategi, der omfatter følgende tre perspektiver:
Tilpasningsaspektet i forhold til effekter af klimaændringer
Forebyggelsesaspektet i forhold til ønsker om en klimaneutral region, herunder reduktion af CO2-udledning
Udnyttelse af det erhvervs- og innovationsmæssige potentiale
Det er Region Sjælland, KKR Sjælland og de 17 kommuner i regionen der har udarbejdet en regional klimastrategi for Region Sjælland som geografi.