
Kalundborg Kommune kan endnu engang se frem til en sommer med cykelfest.
Fredag den 18. august 2023 skal Kalundborg være startby for 4. etape af PostNord Danmark Rundt. Etapen starter i Kalundborg og ender i Bagsværd. Det sker i anledning af, at Novo Nordisk fejrer 100-års jubilæum i år.
Det bliver en stor dag med masser af fest, farver og hygge i byen ved starten.
Denne gang får en stor del af kommunen glæde af løbet, idet ruten går fra Kalundborg og ca. 42 km rundt i kommunen gennem bl.a. det flotte landskab rundt om Tissø og det bakkede terræn omkring Buerup og videre til Bromølle.
Feltet passerer Rørby, Ubby-Jerslev, St. Fuglede, Bakkendrup, Gørlev, Rye, Høng, Torpe, Hallenslev, Buerup og Bromølle, hvor der køres videre i Holbæk Kommune mod Bagsværd.
“Vi husker sikkert alle sammen, hvor pragtfuldt det har været at fejre cykelløb i Kalundborg Kommune. I 2021 var vi målby for PostNord Danmark Rundt, og i 2022 lagde vi asfalt til verdens største cykelløb, nemlig Tour de France. Og nu ser vi frem til at skabe endnu en stor folkefest for tredje år i træk. Det bliver helt fantastisk,” siger Martin Damm, borgmester i Kalundborg Kommune.
Helt anderledes i år
Sidst vi lagde asfalt til PostNord Danmark Rundt, var den 13. august 2021, hvor Kalundborg var en af målbyerne. I den forbindelse var der en lang rundstrækning gennem hele byen, som krævede, at byen var spærret i op til flere timer.
I år bliver det helt anderledes. Som startby er der kun enkelte veje og et par parkeringspladser, som bliver spærret.
Cykelløbet kommer til at have en mindre påvirkning på trafikken, fordi politi vil eskortere feltet langs hele ruten i stedet for at helt afspærre ruten. Det betyder, at du skal være opmærksom på, at der langs ruten kortvarigt kan opstå trafikale forsinkelser, mens feltet kører forbi.
På www.postnorddanmarkrundt.dk kan du læse mere om det kommende cykelløb.
Du kan også følge med på www.kalundborg.dk/cykelløb. Her kan du finde praktiske oplysninger og læse de seneste nyheder om PostNord Danmark Rundt i Kalundborg Kommune.