Kalundborg Kommunes retningslinjer for tilsyn med dagplejen, skal sikre en systematik i tilsynet, og at der føres tilsyn med alle relevante dele af dagplejens virke.
Loven fastsætter, at tilsynet overordnet skal være ensartet for den kommunale dagpleje, den private dagpleje og de private pasningsordninger. Retningslinjerne gælder således for disse tre typer af tilbud.
Der udføres et samlet, løbende tilsyn, som foretages af den pædagogiske teamleder eller dagplejepædagogen i det enkelte område. Ansvaret for tilsynet placeres hos områdelederen.
Ansvaret for tilsynet med de private dagplejere ligger hos Fagcenter Børn, Læring og Uddannelse og udføres af en tilsynskonsulent. Som supplement til tilsynet har områdelederen ansvar for, at der foregår løbende pædagogisk vejledning af den enkelte dagplejer.
For de private dagplejere ligger ansvaret for den pædagogiske vejledning hos lederen af den selvejende institution.
Udover det løbende tilsyn udføres et godkendelsestilsyn, når en ny dagplejer ansættes, når en dagplejer flytter og når en dagplejer starter op igen efter endt orlov. Disse tilsyn udføres af tilsynskonsulenten i Fagcenter Børn, Læring og Uddannelse og ansvaret ligger hos fagcenterchefen.