Innovationsstrategi
Kalundborg Kommune står i en situation, hvor en stram økonomisk ramme og den demografiske udvikling gør det nødvendigt at løse opgaverne med færre ressourcer. Samtidigt er der en fortsat stigning i efterspørgslen og forventningerne til den kommunale service. Det handler altså både om økonomi og om kvalitet.
Men begge dele peger i retning af, at vi skal tænke mere innovativt i opgaveløsningen.
Der arbejdes allerede med innovation mange steder i vores organisation, og vi ønsker fra Direktionens side, at udbrede kendskabet til disse initiativer, samt at skabe en mere systematisk tilgang til arbejdet med innovation.
Innovationskulturen skal udvikle sig fra alle niveauer i organisationen. Kommunens ledere har dog en særlig opgave og ansvar for at skabe rum og rammer for innovation. Både på det strategiske plan og det praktiske plan.
Strategien er bred og spænder fra både hverdagsinnovationen, hvor nuværende arbejdsprocesser fornys og optimeres, og over til mere radikal innovation, hvor vi igangsætter konkrete projekter.
Direktionen har godkendt innovationsstrategien 14. marts 2013.