Kalundborgelever gør opsigtsvækkende fund
Elever fra skoler i Biotekbyen Kalundborg finder tre nye bakteriearter
I forbindelse med verdens hidtil største indsamling af bakterier fra naturens planter, Masseeksperiment 2018, har elever fra Skolen ved Herredsåsen i Kalundborg leveret et opsigtsvækkende fund: To hidtil ukendte bakteriearter.
Bakteriearterne er fundet på planterprøver, som eleverne har indsamlet og dernæst dyrket i biologilokalet i efteråret 2018. Prøverne blev dernæst sendt videre til nærmere analyse hos Novozymes, der sammen med Industriens Fond og Astra - Danmarks nationale naturfagscenter – står bag Masseeksperimentet 2018.
”Det har været en fornøjelse at se eleverne arbejde målrettet med indsamlingen af prøverne og den efterfølgende videnskabelige proces. Der er ingen tvivl om af vores strukturerede tilgang til biologi – og naturvidenskab i det hele taget - er med til at skærpe elevernes viden og nysgerrighed,” forklarer biologilærer på Skolen ved Herredsåsen, Kirsten Noe, der også har været skolens tovholder på projektet.
På landsplan indsamlede 25.000 danske skoleelever planteprøver over to dage. I den forbindelse har forskerne opdaget 10 hidtil ukendte bakteriearter, alle potentielt gavnlige mælkesyrebakterier. Også på Tømmerup Skole i Kalundborg fandt eleverne én af de ukendte bakteriearter. Eleverne i Kalundborg Kommune står således for tre ud af ti nyopdagede bakterier. I Danmark bliver der til sammenligning kun fundet 1 ny bakterieart årligt. De nye fund åbner muligheden for at udvikle helt nye, naturlige fødevarer og kosttilskud.
Læs mere her:
https://astra.dk/nyhed/25000-danske-skoleelever-goer-stort-fund-nye-sunde-bakterier-i-naturen