Grundejerforeninger
Grundejerforeninger står for drift og vedligeholdelse af eventuelle private fællesveje, fællesarealer og fælles anlæg, indenfor foreningens område.
Nogle steder er det frivilligt, om man vil være medlem af grundejerforeningen, andre steder forpligter den gældende lokalplan eller en tinglyst deklaration de enkelte grundejere til at være medlem.
Når der bliver udarbejdet lokalplan for et nyt boligområde, står der næsten altid, at der skal oprettes en grundejerforening, hvornår den skal oprettes, og at alle grundejere har pligt til at være medlem.
Oprettelse af forening
Hvem stifter en grundejerforening?
Grundejere står selv for at stifte en grundejerforening.
Hvordan opretter vi en grundejerforening?
En ny grundejerforening skal etableres på en stiftende generalforsamling. Der skal udarbejdes vedtægter for grundejerforeningen. Hvis man vil, kan man benytte skabelonen fra Erhvervsstyrelsens "Vejledning om grundejerforeninger".
I god tid inden da skal I sende udkast til vedtægter til Kalundborg Kommune på e-mail: dto@kalundborg.dk
Vi forholder os kun til paragraffer i vedtægterne, der vedrører ting beskrevet i lokalplanen, at foreningen skal varetage. Herunder at sikre, at foreningen ikke helt eller delvist nedlægges, hvis kommunen har stillet krav om, at den blev etableret.
Vedtægter i foreningen
Skal kommunen godkende vedtægter i grundejerforeningen?
Kun hvis det står i en lokalplan eller en deklaration, at Kalundborg Kommune skal godkende vedtægter/ændringer af vedtægter. I så fald skal I sende vedtægterne på e-mail: dto@kalundborg.dk
Vi forholder os kun til paragraffer i vedtægterne, der vedrører ting beskrevet i lokalplanen eller deklarationen, som foreningen skal varetage. Herunder at sikre, foreningen ikke helt eller delvist nedlægges, hvis kommunen har stillet krav om, at det blev etableret.
Kommunen behøver ikke at godkende vedtægter for grundejerforeninger, som ikke er oprettet efter krav i lokalplan, deklaration eller særligt krav fra kommunen. Selvom kommunen ikke skal godkende vedtægterne for en grundejerforening, er den selvfølgelig velkommen til at bruge skabelonen fra Erhvervsstyrelsen "Vejledning om grundejerforeninger". Har foreningen behov for rådgivning om det nærmere indhold af vedtægterne, må foreningen søge bistand fra f.eks. en advokat. Kommunen må ikke yde juridisk rådgivning.
Godkendelse af vedtægter
Når vedtægterne er endeligt vedtaget på generalforsamlingen, skal de originale vedtægter med bestyrelsens underskrift sendes til godkendelse på e-mail: dto@kalundborg.dk
Husk at vedhæfte kopi af referat fra generalforsamlingen. I skal endvidere fremsende afgrænsning for grundejerforeningen, der viser hvilke ejendomme foreningen dækker samt kontaktoplysninger på foreningens formand (dvs. post adresse, mail adresse og telefon nummer).
Oplysningerne indberettes i kommunens digitale kortsystem. Det er kun foreningens afgrænsning og navn, der vises offentligt, jf. persondataforordningen.
Når vi har godkendt vedtægterne, sender vi dem tilbage til jer på e-mail.
Ændringer i foreningens vedtægter
I kan sende forhåndsgodkendelse af ændringer og spørgsmål på e-mail til Kalundborg Kommune inden generalforsamling: dto@kalundborg.dk
Det er en stor hjælp, hvis I kort beskriver, hvilke bestemmelser, I ønsker at ændre og vedhæfter kopi af tidligere godkendte vedtægter.
Kalundborg Kommune forholder sig kun til de paragraffer i vedtægterne, der vedrører de ting beskrevet i lokalplanen, at foreningen skal varetage.
Godkendelse af vedtægtsændringer
Når ændringer i vedtægter er endeligt vedtaget på generalforsamlingen, skal I sende de origi-nale vedtægter med bestyrelsens underskrift til godkendelse hos kommunen på e-mail: dto@kalundborg.dk
Husk at vedhæfte kopi, af referat fra generalforsamlingen.
Når vi har godkendt vedtægterne, sender vi dem tilbage til jer på e-mail
Tinglysning
Hvem tinglyser?
Grundejerforeningen skal selv sørge for eventuel tinglysning af godkendte vedtægter.
Kommunen stiller som udgangspunkt ikke krav om tinglysning, og kommunen kan ikke tilbyde hjælp til tinglysning.
Foreningen skal have oprettet et CVR-nummer.
Her kan I tinglyse
I finder en vejledning på:
Hvornår skal der underskrives iht. § 42 i planloven?
Indeholder vedtægterne reguleringer om forhold, der kan optages som bestemmelser i en lo-kalplan, jf. planlovens § 15, stk. 2, kan tinglysning af vedtægterne kun ske med særlig samtykke fra Kalundborg Kommune, der underskriver på tinglysning.dk som myndighed.
Uenigheder i foreningen
Hvad skal vi gøre hvis en beboer ikke vil være medlem og måske nægter at betale kontingent?
Følger et medlem af foreningen ikke vedtægterne eller beslutninger, kan foreningen føre en civil retssag mod vedkommende.
Dette gælder også, hvis medlemmer undlader at betale kontingent.
Kommunen yder ikke bistand til at opkræve kontingent, til inddrivelse af restancer, eller hvis et medlem ikke vil følge vedtægterne.
Hvor meget rådgiver kommunen i øvrigt i forhold til arbejdet i grundejerforeningen?
Kommunen bistår i et meget begrænset omfang. Vi kan derfor ikke hjælpe jer ved interne uenigheder i foreningen.
Her er der foreninger
Er der grundejerforeninger i mit boligområde?
Har du pligt til at være medlem af en grundejerforening, vil det fremgå af en lokalplan eller en tinglyst deklaration på din ejendom: Lokalplaner
Tinglyste deklarationer: www.tinglysning.dk
Når du køber hus
Køber du hus et sted, hvor der er en grundejerforening, bør sælger eller ejendomsmægler altid vise dig vedtægterne, referater fra generalforsamlinger, budgetter og regnskaber.
Kommunens kortregistrering - meld jeres grundejerforening ind
Kalundborg Kommune registrerer grundejerforeningerne i kommunes digitale kortregister. Her angives foreningens afgrænsning, navn på grundejerforeningen samt kontaktoplysninger på formand. Kontaktoplysninger på formand udstilles ikke offentligt.
Det er vigtigt at evt. ændringer eller fejloplysninger i foreningen, indsendes til Kalundborg Kommune.
Andre steder i kan få hjælp
I kan få hjælp til at læse juridiske forhold mv. på disse hjemmesider
Erhvervsstyrelsen har udarbejdet "Vejledning om grundejerforeninger", som kan bidrage til besvarelse af yderligere spørgsmål.