Udfordringer

Klima

Skyer over Tissø

"Jeg tror ikke, det rigtig er gået op for folk, hvor store udfordringer, vi står over for. Selv små stigninger i den gennemsnitlige temperatur vil få store følgevirkninger for klimaet." Ph.d. Anne Mette K. Jørgensen, leder af Danmarks Klimacenter, DMI

Klima på den lokale dagsorden

Klimaændringernes betydning

Klimaet beskrives ved middelværdier af vejrmålinger (nedbør, temperatur, fugtighed, solskinstimer og vind) over 30 år, samt ved variationer i disse størrelser og ved størrelsen og hyppigheden af ekstremværdier for disse størrelser.

 

FN's panel for klimaændringer, IPCC, har ved hjælp af klimamodeller beregnet, hvordan forandringerne af klimaet vil forme sig i fremtiden. For Danmark vil ændringerne vise sig ved tørrere somre, vådere vintre og hyppigere storme. Ulemperne knytter sig til ændringer i nedbørsmønstre og vandstandstigninger. Havvandstanden vil stige og øge risikoen for oversvømmelse af kystnære områder. Der vil komme flere voldsomme regnskyl og deraf følgende problemer med afvanding.

 

Indsats på to fronter

Klimaændringerne er en realitet, og en væsentlig del af den globale opvarmning skyldes menneskelig aktivitet. Der er behov for en indsats på to fronter for at imødegå virkningen af menneskeskabte klimaforandringer. På den ene side skal vi nedbringe udledningen af drivhusgasser, og på den anden side er der behov for initiativer, der bevirker, at samfundet tilpasser sig klimaændringerne.

 

Udledningen af drivhusgasser som fx CO2 bliver mindre ved at sænke energiforbruget og omlægge til vedvarende energikilder. Her er god planlægning en forudsætning for at nå reduktionsmål og udfasning af fossile brændstoffer. Hvadenten det handler om byplanlægning, trafik- eller varmeplanlægning, så handler det om at foretage helhedsbetragtninger, tænke langsigtet og på tværs af sektorer.

 

Klimatilpasningen er et eksempel på en udfordring, samfundet må påtage sig nu. Det bliver ikke billigere af at vente ifølge EU's Grønbog fra 2007 om "Tilpasning til klimaændringerne". I Regeringens Strategi for tilpasning til klimaændringer i Danmark fra marts 2008 opfordrer man kommunerne til at påbegynde arbejdet med klimatilpasningen. Det kræver god planlægning og samarbejde på tværs af sektorer. Med Klima- og energiministerens ord skal indsatsen være: "vel planlagt, bæredygtig og rettidig".

 

Mål

Det er Kommunalbestyrelsens mål at:

  • der i første del af valgperioden er vedtaget konkrete og målbare mål for reduktion af udledningen af drivhusgasser og mål for en øget anvendelse af vedvarende energi
  • arbejde med klima- og energi på tværs af sektorer i et langsigtet helhedsperspektiv
  • kortlægge udledningen af drivhusgasser fordelt på sektorer for Kalundborg kommune som geografisk område
  • kortlægge behovet for klimatilpasning af anlæg til kystsikring, kloakker mv.
  • udarbejde en klima- og energiplan, der på baggrund af en kortlægning af behovet for klimatilpasning og udledningen af drivhusgasser sætter nødvendige og tilstrækkelige mål for kommunens klimaindsats
  • øge energieffektiviteten i Kalundborg kommune
  • fremme produktion og forbrug af vedvarende energi
  • forebygge skadevirkningerne af øgede nedbørsmængder og stigende vandstand
  • formidle viden om sammenhænge mellem energiforbrug og belastning af klima og miljø
  • gøre det attraktivt og billigt at benytte kollektive transportmidler

 

Sidst opdateret 23/02-2010

STATUS I DEN POLITISKE PROCES

Kalundborg Kommuneplan 2009-2021 er vedtaget af Kommunalbestyrelsen 16. december 2009

© Kalundborg Kommune   ·   Klosterparkvej 7   ·   4400 Kalundborg   ·   E-mail: plan.byg.miljo@kalundborg.dk   ·   www.kalundborg.dk/kommuneplan