En positiv udvikling i antallet af arbejdspladser og i beskæftigelsen er afgørende for Kalundborg kommunes fremtidige udvikling.
Bosætning og beskæftigelse er det væsentligste indsatsområde i Kalundborg Kommunes erhvervs- og udviklingspolitik. En fortsat positiv udvikling i borgernes indtægter – og dermed skattegrundlag – er en forudsætning for, at lokalområdet og kommunen fortsat kan udvikle sig positivt og løse deres opgaver.
Derfor er det kommunens mål at skabe gode rammer for erhvervsudvikling og herunder både tiltrække nye virksomheder og arbejdspladser og medvirke til at sikre, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de behøver, gennem en aktiv bosætningspolitik – især med erhvervsaktive som målgruppe.
Efter en periode med høj beskæftigelse og mangel på arbejdskraft inden for flere områder er der aktuelt tegn på vigende beskæftigelse og øget ledighed, som stiller Kalundborg Kommune og arbejdsmarkedet over for nye udfordringer.
Men både inden for planperiodens tidsperspektiv 2009-2020 og efterfølgende er det imidlertid den demografiske udvikling med flere ældre, der vil stille store krav til Kommune og lokalsamfund.
Kalundborg Kommune har flere roller indenfor job- og beskæftigelsesområdet – som både myndighed og som kommunens største virksomhed med ca. 5.000 medarbejdere.
Også samspillet med omgivelserne på det sjællandske arbejdsmarked og Hovedstadsregionen, herunder til- og fraflytning, pendling, og bolig- og transportpriser, har indflydelse på arbejdsmarkedet i Kalundborg – såvel på beskæftigelsen som for virksomhedernes muligheder for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft.
|