Detailhandel

Pladskrævende varegrupper

Redegørelse

Der gives mulighed for at etablere butikker, der forhandler pladskrævende varegrupper, i byerne Kalundborg, Svebølle og Høng. Butikkerne kan placeres ved flere af kommunens overordnede veje primært inden for kommunens udlagte byområder til erhvervsformål. Dette gælder for butikker, der ikke kan indpasses i Kalundborg by eller inden for de afgrænsede bycentre i Svebølle og Høng.

 

I Kalundborg kan der etableres butikker, der forhandler pladskrævende varegrupper, i områderne Hovvejen/Slagelsevej (K05.E05), Rendsborgparken (K05.E04), Holbækvej/Hovvejen (K05.E01) og Sdr. Havnevej (K06.E03).


Der kan i disse områder tilsammen opføres op til 42.400 m2 bruttoetageareal til
butikker, der forhandler pladskrævende varegrupper. Dette areal fordeles med 9.900 m2 i
området ved Hovvejen/Slagelsevej; 17.500 m2 i Rendsborgparken; 10.000 m2 i området i forlængelse af Stejlhøj ved Holbækvej/Hovvejen og 5.000 m2 ved Sdr. Havnevej.


I Svebølle kan der etableres butikker, der forhandler pladskrævende varegrupper, i den nordlige del af byen (S1.E03). Der gives mulighed for at opføre op til 2.600 m2 til butiksformål inden for området.


I Høng har der ikke gennem tidligere planlægning været udlagt arealer til butikker, der forhandler særligt pladskrævende varegrupper.


I Høng kan der etableres butikker, der forhandler pladskrævende varegrupper i den sydlige del af byen (H1.E02 og H1.E03). Der gives mulighed for at opføre op til 5.000 m2 bruttoetageareal til butiksformål inden for områderne.


Butikkerne omfatter biler, lystbåde, campingvogne, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, sten- og betonvarer samt møbler. Møbelbutikker kan dog kun etableres inden for disse arealer, hvis de ikke kan indpasses i Kalundborg bymidte eller i de udpegede bycentre.


I Svebølle kan der kun etableres byggemarked.

 

Butikker, der er opført efter den tidligere lovgivning, og som ikke omfattes af ovennævnte typer, kan fortsætte som tidligere. Disse butikker vil dog ikke få mulighed for udvidelser.

 

Der fastsættes en øvre grænse for størrelsen af den enkelte butik på 3.000 m2. Byggemarkeder, der etableres i forbindelse med tømmer og byggematerialer, kan etableres med en butiksstørrelse på op til 2.000 m2.

Sidst opdateret 08/06-2009

STATUS I DEN POLITISKE PROCES

Kalundborg Kommuneplan 2009-2021 er vedtaget af Kommunalbestyrelsen 16. december 2009

Links og dokumenter

> Detailhandelsanalyse

© Kalundborg Kommune   ·   Klosterparkvej 7   ·   4400 Kalundborg   ·   E-mail: plan.byg.miljo@kalundborg.dk   ·   www.kalundborg.dk/kommuneplan