Kalundborg kommune

Kalundborg Kommune
Klosterparkvej 7
4400 Kalundborg
Tlf.: 59 53 44 00
Kalundborg kommune

Demens

I Danmark har ca. 70.000-80.000 mennesker en demenssygdom, og hvert år får ca 15.000 stillet diagnosen demens.
 

Kalundborg Kommune har tilsluttet sig Samarbejdsmodellen på demensområdet. Samarbejdsmodellen er en politisk besluttet aftale, som sikrer et tættere tværsektorielt og tværfagligt samarbejde mellem kommuner, de praktiserende læger og sygehusene ved fælles mål, en entydig ansvarsplacering og rollefordeling i forhold til opsporing, udredning behandling og opfølgning.


I Kalundborg Kommune er der ansat 2 demenskonsulenter, Lise Bugge og Birgitte Meisner. De kan kontaktes for råd, vejledning og støtte både i forbindelse med udredning, og når der er stillet en diagnose. Desuden står vi for pårørendegrupper på området.

 

Demens - ikke et tegn på alderdom

Mange gange bliver symptomer på demens overset, fordi nogle opfatter dem som naturlige følger af at blive ældre. I andre tilfælde overses symptomerne, fordi de kommer langsomt og snigende. Demens omfatter en lang række symptomer, der skyldes svækket hjernefunktion som følge af mange forskellige sygdomme i hjernen. Demens opstår langt overvejende hos ældre mennesker, men kan også ramme yngre mennesker. Den hyppigste demenssygdom er Alzheimers sygdom. Den næst hyppigste er vaskulær(blodprops) demens. Herudover findes en lang række andre demenssygdomme, bl.a. Lewy body-demens og frontallaps demens.


Tal med din læge. 

Nogle sygdomme som f.eks, depression, stofskiftesygdomme, B 12 vitaminmangel, svulster og alkoholmisbrug, kan medføre demenslignende symptomer, selvom der ikke er tale om egentlig demens. Ofte forsvinder symptomerne, når sygdommen behandles.


Støtte i hverdagen

Det kan være meget svært at lide af en demenssygdom og at være pårørende til et menneske med demens. Kontakt kommunens demenskonsulenter for at få rådgivning.

 

10 advarselstegn

• Svækket hukommelse
• Besvær med at udføre velkendte opgaver
• Problemer med sproget
• Manglende orientering i tid og sted
• Dårlig eller nedsat dømmekraft
• Problemer med at tænke abstrakt
• Ting forkerte steder
• Forandringer i humør og adfærd
• Ændring i personligheden
• Mangel på initiativ.

 

Pårørendegrupper

At være pårørende til en person, der er ramt af en demenssygdom kan være en både psykisk og fysisk belastning. Familien oplever at være omsorgsgivere døgnet rundt og det kan være tyngende altid at skulle være der, altid at skulle kunne forudsige hændelser og reaktioner og altid at skulle huske for to. Der opstår i forløbet mange tanker og spørgsmål, som kan være vanskelige at dele med sine nære.


Kalundborg Kommune tilbyder, at man som pårørende til en person med demens kan deltage i pårørendegrupper. I pårørendegruppen er man sammen med andre, der er i samme situation. Der er etableret grupper for ægtefæller, men ved behov etableres der grupper for voksne børn. Der holdes møde 1 gang om måneden i ca 2 timer. Gruppen for ægtefæller mødes om formiddagen mens gruppen for voksne børn, typisk vil mødes sidst på eftermiddagen. der er grupper flere steder i kommunen, men ring til demenskonsulenterne og få at vide, hvor der findes en gruppe, tæt på din bopæl.


Tilbud om oplysning/foredrag om demens

Kommunens demenskonsulenter kommer gerne ud til arrangementer og fortæller om demenssygdomme, muligheder for støtte, vejledning og aflastning.
 

28-02-2011

Fakta

Demenskonsulent Birgitte Meisner kan kontaktes på:

Tlf.: 59 53 53 56

E-mail:
birgitte.meisner@
kalundborg.dk

Demenskonsulent Lise Bugge kan kontaktes på:

Tlf.:  59 53 53 55

E-mail: lise.bugge@
kalundborg.dk