Beskyttede arter
|
Kalundborg Kommune indeholder nogle store og forholdsvis intakte naturområder, hvor en række sjældne og truede arter af dyr og planter kan findes.
Læs mere om arterne ved at klikke nedenfor. Odderen Stilk-Månerude Den danske rødliste (ekst. link)
Læs desuden mere om arterne, for eksempel på Naturstyrelsens hjemmeside eller på hjemmesiden Fugle og natur.
Kalundborg Kommune er en af fire kommuner, som har fået klokkefrøen som ansvarsart, og kommunen huser i dag mindst 1/3 af landets samlede bestand af klokkefrøer. Arten har som alle andre padder i landet været i stærk tilbagegang. I 1980'erne var den næsten forsvundet fra Sjælland og Fyn, men fandtes endnu på øer i Storebælt og i det Sydfynske Øhav. Den sidste fastlandsbestand i Kalundborg Kommune var formentligt ved Madesø, dernæst kunne klokkefrøen i nogle år kun opleves på Nekselø, hvor den oprindelige bestand stadig er stor og levedygtig. Som led i et større EU-støttet projekt blev der imellem 1999 og 2003 udsat klokkefrøer på Røsnæs og Asnæs som "reservebestande" for bestandene på Nekselø og Agersø. I forbindelse med projektet er der også blevet oprenset yngledamme og etableret græsning på arealerne ved dammene, og særligt de udsatte dyr på Røsnæs klarer sig forrygende og kan i de kommende år forventes at sprede sig fra de statsejede arealer yderst på halvøen og længere ind mod Kalundborg.
Naturskolen på Røsnæs arrangerer hvert år guidede ture hvor klokkefrøen fremvises (hvis vejret er til det!), men frøen kan også opleves på egen hånd, især på Røsnæs og Nekselø. Dens kalden høres vidt omkring yngledammene i stille sommeraftener som et kort "Huh!", lidt som et pust over en flaskehals.
Klokkefrøen er desuden medtaget på EU-habitatdirektivets Bilag II og Bilag IV. Førstnævnte indebærer at landene skal udpege områder til at sikre artens beskyttelse, de såkaldte habitatområder. Klokkefrøen er derfor del af udpegningsgrundlaget for habitatområde nr. 135: Sejerø Bugt og Saltbæk Vig og vil blive tilføjet til udpegningsgrundlaget for habitatområde nr 195: Røsnæs og Røsnæs Rev. At klokkefrøen også er en bilag IV-art betyder at arten er strengt beskyttet og at dens levesteder ikke må ødelægges, hverken indenfor eller udenfor habitatområderne. Dette er en måde at sikre at arten kan opnå "gunstig bevaringsstatus".
Odderen (lutra lutra) er Kalundborg Kommunes svar på lochness-uhyret, for i de seneste årtier har kun få øjenvidner set dyret, informationer der er svære at kontrollere. Odderen er i sin levevis diskret og nataktiv, men ser man et langstrakt pelsdyr i vandet skal man være opmærksom på forvekslingsmulighed med mink og ilder, hvoraf førstnævnte, invasive art desværre er alt for hyppig. Odderen er dog væsentlig større end disse, har en ret ensartet mørk pels med lysere hals og hage og et bredt, fladt hoved på en kraftig hals, der næsten går i et med kroppen. Den lever hovedsageligt af fisk, men frøer bidrager også til kosten.
Fransk bredpande (Pyrgus armoricanus) er en af de sjældneste dagsommerfugle i Danmark. Den ligner meget sin artsfælle, spættet bredpande, men er lidt større og har mere udflydende pletter på bagvingerne. Fransk bredpande bevæger sig typisk i lav højde henover jordoverfladen, hvor mikroklimaet er varmest, og den fouragerer på blomster af f.eks. ranunkel, kællingetand og knopurt. Sommerfuglen lægger sine æg på bladundersiden af især knoldet mjødurt og soløje, og højst en centimeter over jordoverfalden. For at sommerfuglen fortsat skal kunne eksistere på de ovennævnte lokaliteter er det meget vigtigt at der er optimal naturpleje: Vegetationen må ikke blive for høj, for kommer der skygge og kølighed ved jordoverfladen forsvinder arten. Omvendt skal der heller ikke græsses for hårdt, så kan vækstbetingelserne for larvernes værtsplanter ødelægges. Det er også en forudsætning at der ikke under nogen omstændigheder sker gødskning på lokaliteterne. Fransk bredpande er vurderet som Kritisk truet (CR) på den danske rødliste.
Salep-Gøgeurt (Orchis morio) er en orkidé med få violette til purpurfarvede blomster, i sjældne tilfælde kan blomsterne også være hvide. Den bliver op til 30 cm høj og blomster i maj og juni. Salep-Gøgeurt findes på fugtig til halvtør, kalkrig jord på skrænter, overdrev og græssede enge, ofte tæt på kysten. Blomsterne har en tydelig duft og bestøves af humlebier og honningbier. Navnet salep kommer af, at rodknoldene indeholder nogle slimstoffer, som tidligere blev brugt til et medicinsk præparat,’salep’. Salep-Gøgeurt er sjælden i Danmark, flest voksesteder er der tilbage på Bornholm, imens landets største bestand findes i Kalundborg Kommune på engene i den østlige ende af Saltbæk Vig. Salep-Gøgeurt er som alle danske orkideer fredet: De må ikke plukkes, graves op, samles ind eller ødelægges. Mange voksesteder for orkidéer er desuden beskyttet efter §3 i naturbeskyttelsesloven. Salep-Gøgeurt er overalt i landet gået tilbage i udbredelse og antal. Den trues af ændringer i landbrugsdriften så som ophør af græsning og gødskning samt direkte opdyrkning af enge og overdrev. Sommerhusbebyggelse, campingpladser og rekreativ udnyttelse af strandoverdrev og enge har førhen været årsag til at mange lokaliteter er forsvundet. Den øgede mængde næringsstoffer som kommer med luften fra blandt andet landbruget får desuden områderne til at gro til med næringskrævende planter. Efter en årrække bliver små og lyskrævende planter så som orkideer udkonkurreret af de næringskrævende og høje vækster. Salep-Gøgeurt er vurderet som Ikke truet (LC) på den danske rødliste.
Mygblomst (Liparis loeselii) er en 10-20 cm høj orkidé med to store og kraftige, grønne blade, og små, gulgrønne insektlignende blomster på en trekantet, gulgrøn stængel. Den blomstrer i juni-juli. Mygblomst har været udbredt nord og øst for israndslinjen og især på Øerne. Arten har været i stor tilbagegang i løbet af 1900-tallet, og i dag findes mygblomst kun på få lokaliteter spredt i Østjylland, på Fyn og Sjælland. Saltbæk Vig rummer Danmarks største bestand af mygblomst. Mygblomst kræver af sine voksesteder at vegatationsdækket er lavtvoksende, typisk findes planten hvor der foregår en ekstensiv kreaturgræsning. Træer og buske må holdes nede, da mygblomst let kan blive skygget bort eller dens levested kan blive drænet af vedplanterne. Mygblomst er vurderet som Moderat truet (EN) på den danske rødliste.
Enkelt Månerude (Botrychium simplex) er en meget lille, grøngullig bregne, der kun bliver op til 10 cm høj. Den består af et blad delt op i en fliget del og en stængelagtig del med sporehuse på. Enkelt månerude er meget sjælden og frem til 1950 er planten kun kendt fra syv forskellige lokaliteter i Danmark. I dag vokser den ved Saltbæk Vig med et par hundrede planter, derudover findes en lille bestand på Djursland. Enkelt månerude er vurderet som Moderat truet (EN) på den danske rødliste.
Stilk-Månerude (Botrychium multifidum) er en lille, grøngullig bregne, der kun bliver mellem 5 og 20 cm høj. På stænglen sidder en grøn, fliget bladdel og en grenet, bladløs del, hvor sporehusene sidder som perlerækker. I sporehusene dannes sporene, som spredes med vinden, og som siden hen bliver ophav til nye planter, måske først efter flere år. Stilk-Månerude er sjælden og kendes nu kun fra den nordlige del af Læsø og fra Saltbæk Vig. Den er tidligere fundet over 35 steder, hyppigst i Nordsjælland og på Lolland-Falster. Den kan svinge meget i antal, og på grund af sin levevis kan den godt forventes at dukke op nye steder. Stilk-Månerude vokser på sandet bund i lavninger på strandoverdrev og på overdrev både ved havet og inde i landet. Stilk-Månerude er fredet. Den må ikke graves op, samles ind eller ødelægges. De to, nuværende danske voksesteder er fredede og beskyttede efter § 3 i naturbeskyttelsesloven. Stilk-Månerude blev tidligere truet af gødskning, indsamling, opdyrkning, tilgroning og tilplantning. Stilk-Månerude er vurderet som Sårbar (VU) på den danske rødliste.
Stor vandsalamander (Triturus cristatus) er en padde med lang krop og lang hale. De voksne dyr er sortgrå med mange små, hvide vorter på kroppens sider, maven er orangegul med sorte pletter. Hannen kendes i yngletiden på en høj rygkam med et savtakket omrids, og når de voksne dyr går på land, kan kønnene kendes på, at hannens kloak er sort, mens hunnens er gul. Kloakken er den ‘fælles kanal’ på dyret, hvorfra den udskiller ekskrementer, urin og sæd eller æg. I modsætning til lille vandsalamander har den ikke mørke længdestriber på hovedet, og så kan stor vandsalamander blive 10-18 cm lang, hvor lille vandsalamander bliver omkring 9 cm.
På land lever stor vandsalamander mest af orme, insekter og snegle. I vandet tager den krebsdyr, snegle og haletudser, sågar også sin egen yngel. Stor vandsalamander er almindelig i hele landet undtagen i Vestjylland og Vendsyssel, hvor der kun findes få dyr. Mest almindelig er den i det sydøstlige Danmark. I Kalundborg Kommune er stor vandsalamander formentligt vidt udbredt og almindelig, men kendskabet til konkrete ynglevandhuller er dårligt. Stor vandsalamander er vurderet som Ikke truet (LC) på den danske rødliste.
Spidssnudet frø (Rana arvalis) en ret lille brun frø med mørkere tegninger, mest markant en mørk maske omkring hvert øje. Spidssnudet frø varierer meget i farver og tegninger, i yngletiden får hannerne en kvækkepose i hver mundvig og i mange bestande en lyseblå eller gråviolet farve. Den bliver 3,5-5 cm lang og ligner ofte butsnudet frø, men har normalt en mere spids snude og bliver typisk ikke så stor og fed som denne. De to arter kan kendes med sikkerhed fra hinanden på længden af fodrodsknuden på bagfoden.
Stemmen er også artskarakteristisk hos de to arter, spidssnudet frø lyder som luftbobler, der stiger op fra en neddykket flaske. Lyden kan høres ca. 40 m væk. I dele af Jylland kvækker hannerne med en mere ru stemme og 'synger' med et faldende tempo i rytmen. Spidssnudet frø kendes fra næsten hele Danmark, på kun Bornholm og nogle andre mindre øer findes arten ikke. Den tilsyneladende udbredt og ret almindelig i hele Kalundborg Kommune. Spidssnudet frø er vurderet som Ikke truet (LC) på den danske rødliste.
Strandtudse (Bufo calamita) er en lille tætbygget tudse, 4-8 cm lang og hanner og hunner er næsten lige store. Strandtudsen kan kendes fra de andre tudser på den tydelige gule stribe ned langs midten af ryggen, desuden har den gulgrønne øjne. De ret korte bagben gør, at den løber mere end den hopper; strandtudsen løber hurtigt, svømmer godt og kan både klatre og grave. Strandtudsen søger føde om natten på bar jord eller sand, hvor den især tager myrer og biller. Strandtudsen er kendt fra hele Danmark, også fra mange små øer, men dog ikke Læsø. Nu er den gået meget stærkt tilbage, navnlig fra levestederne inde i landet, og på Sjælland er der tilsyneladende kun er én indlandsforekomst tilbage, dertil omkring seks lokaliteter langs kysten. I Kalundborg Kommune findes strandtudse på Nekselø og i ganske små bestande på Eskebjerg Vesterlyng og ved Flasken. Som andre padder er strandtudsen blandt andet gået tilbage fordi ynglevandhuller er blevet drænet og enge og marker udgrøftet, så grundvandet sænkes og leveforholdene, ikke mindst fugtigheden ved jordoverfladen, ændres. Hvorfor strandtudsen er gået mere tilbage end de øvrige frøer og tudser vides ikke. Strandtudse er vurderet som Ikke truet (LC) på den danske rødliste.
Grønbroget tudse (Bufo viridis) er 6-9 cm lang og ligner en skrubtudse, men har flottere farver: Den er lysegrå til olivengrå med store, grønne, bugtede pletter med sort kant. Unge tudser tager myrer, små biller og andre småinsekter. De voksne tager myrer, biller, myg, sommerfuglelarver og tusindben. Den grønbrogede tudse yngler i mange, forskellige slags vandhuller, de skal blot være solbeskinnede og ikke have ret megen bevoksning langs bredden.
Grønbroget tudse har en sydøstlig udbredelse i Danmark: Den findes på flere både større og mindre danske øer, men mangler helt i Jylland. Den er gået meget stærkt tilbage, og flere steder er den helt forsvundet. På Fyn og på Sjælland findes den nu kun ganske få steder. I Kalundborg Kommune er Grønbroget tudse mest talrig på Nekselø, men den findes også på spidserne af Røsnæs og Asnæs. Biltrafik er en større trussel for Grønbroget tudse end for andre padder, fordi den oftere søger føde på asfalterede arealer. Mange vandhuller nær bebyggelse er desuden blevet ødelagt af forurening med møddingsaft og kloakvand, og mange gadekær er før i tiden blevet omdannet til branddamme med lodrette cementkanter. Grønbroget tudse er vurderet som Ikke truet (LC) på den danske rødliste.
Markfirben (Lacerta agilis) Markfirbenet er eftertragtet bytte for grævling, huskat og mange fuglearter, f. eks. fasaner og hejrer. Bliver det angrebet, anvendes en smart strategi med at smide halen: Halen spræller og afleder opmærksomheden fra selve firbenet, der derefter kan nå at løbe i sikkerhed. Fra halestumpen vokser en ny og noget kortere halespids frem. Den lever i åbne områder med løs, gerne sandet jord, hvor den ofte træffes i små kolonier. Kystskrænterne ved Røsnæs er vel kommunens bedste sted at se markfirben. Markfirben findes i hele landet, men er mest almindelig ved kysterne og mangler muligvis på Langeland og Lolland-Falster. Markfirbenet er fredet og er gået betydeligt tilbage i de sidste 100 år. Førhen er mange levesteder blevet anvendt til f.eks. sommerhusområder og byudvikling, i dag kan artens tilbagegang skyldes, at dens levesteder gror til. Andre trusler er f.eks. brande på naturarealer, sløjfning af markhegn og stengærder og når vej- og jernbaneskrænter slås mens firbenet er aktivt.
|
Daværende miljøminister Connie Hedegaard tildelte ved kommunesammenlægningen hver af de nye kommuner en sjælden plante eller et dyr, som den enkelte kommune har et særligt ansvar for at beskytte. Dette blev gjort for at gøre de nye kommuner opmærksom på at de har overtaget ansvaret for naturbeskyttelsen i det åbne land fra amterne.
Fakta |
Kontaktoplysninger Plan, Byg & Miljø Peter Jannerup, tlf. 59 53 52 43, |