Kalundborg kommune

Kalundborg Kommune
Klosterparkvej 7
4400 Kalundborg
Tlf.: 59 53 44 00
Kalundborg kommune

Jordvarme

Horisontale jordvarmeanlæg

Før der må installeres et jordvarmeanlæg på en ejendom, skal kommunen give en særskilt tilladelse til dette. Tilladelsen gives i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 19, samt bekendtgørelse om jordvarmeanlæg, nr. 1019 af 25. oktober 2009. Bekendtgørelsen kan ses her.

 

Det er ejers ansvar at sikre, at der bliver sendt en ansøgning om en jordvarmetilladelse til kommunen. Ansøgningsskema kan hentes her.

Ansøgningen skal bl.a. indeholde oplysninger om beliggenhed og ejerforhold samt tekniske specifikationer om jordvarmeanlægget.
Mange installatører laver ansøgningen for kunden.

Ved anvendelse af frostvæske med antikorrosionsmiddel eller andre tilsætningsstoffer skal varedeklaration fremsendes sammen med ansøgningen. Det skal bemærkes, at glycoler som udgangspunkt indeholder antikorrosionsmidler.

 

Påbegyndes anlægsarbejdet før tilladelsen foreligger, sker det på eget ansvar.

 

Når et jordvarmeanlæg er installeret, skal det trykprøves inden det må tages i brug. Senest 14 dage efter trykprøvningen, skal der sendes en færdigmelding af anlægget til kommunen. Sammen med færdigmeldingen sendes dokumentation for afprøvning af alarmanlæg samt tæthedsprøvning af jordvarmeanlægget. Skema til færdigmeldelse kan hentes her.

 

Alle, der bruger varmepumpe som hovedvarmekilde til opvarmning af helårsboligen, kan få en reduktion i elafgiften for forbruget over 4.000 kWh pr. år.
Når kommunen modtager den udfyldte færdiganmeldelse af jordvarmeanlægget, registreres det i BBR-registret, og der sendes en ny BBR-meddelelse, som ejer derefter skal sende til sit el-selskab.

 

Hvis jordvarmeanlægget etableres som erstatning for en anden og mindre energivenlig opvarmning, f.eks. fra oliefyr, er der under visse forudsætninger, mulighed for at få et tilskud fra Kalundborg Forsyning.
Der skal dog ligge en aftale inden projektet igangsættes. Henvendelse for yderligere oplysninger kan ske til Kalundborg Forsyning A/S, Energirådgiver, Lone K. Matthiesen 5957 1735. Se evt. Kalundborg Forsynings hjemmeside her.

 

Der gøres opmærksom på, at en tilladelse til etablering af jordvarme, ikke fritager ansøger fra at indhente andre relevante tilladelser som byggetilladelse, landzone tilladelse etc.

 

Årligt eftersyn af jordvarmeanlæg

Ejeren af et jordvarmeanlæg, skal sikre at anlægget bliver efterset og kontrolleret af en jordvarmesagkyndig mindst én gang årligt, som beskrevet i jordvarmebekendtgørelsen.

Såfremt der konstateres fejl eller mangler ved eftersynet, skal der senest 14 dage efter, sendes en skriftligt redegørelse til Kalundborg Kommune om problemets karakter og hvad der er gjort for at afhjælpe det.
Resultatet af kontrollen skal opbevares i mindst 10 år, og skal efter anmodning forevises for Kalundborg Kommune. Skema til årligt eftersyn kan hentes her.


Utætheder

Ejeren eller brugeren af et jordvarmeanlæg skal, hvis de får mistanke om eller konstaterer, at anlægget er utæt, straks sørge for at standse al udtømning. Kalundborg Kommune skal herefter straks underrettes om forløbet.

 

Sløjfning af jordvarmeanlæg

Hvis et jordvarmeanlæg ikke længere anvendes, skal det sløjfes.

Sløjfning af jordvarmeanlæg skal foregå i henhold til reglerne i bekendtgørelse om jordvarmeanlæg, nr. 1019 af 25. oktober 2009.
Ved sløjfning af et jordvarmeanlæg, skal slangerne tømmes for væske og gennemskylles med vand, og derefter aflukkes. Hvis slangerne er uegnede til fremtidig brug, skal de frakobles, således at fremtidig tilslutning ikke kan lade sig gøre. Væske skal bortskaffes efter kommunens anvisninger.

Sløjfning af jordvarmeanlæg skal anmeldes til Kalundborg Kommune. Skema til anmeldelse af sløjfning af jordvarmeanlæg kan hentes her.

 

11-05-2012