Røsnæs Fyr |
I 2012 og 2013 åbnes udstillinger om krigshistorien på Røsnæs. Allerede i foråret 2012 vil det være muligt, at se udstillingen i fyrtårnet samt få en is eller en kop kaffe og en bid mad i Fyrmesterens Gamle Hestestald, der også sælger lokal kunst og andet godt. I 1807 hærgede englænderne de danske kyster. På Røsnæs, det yderste Sjælland vest for Kalundborg, opførte man derfor forsvarsanlæg, som man bestykkede med kanoner og kampvillige unge mænd, og da englænderne gik i land, blev de da også drevet på flugt. Der blev faktisk udkæmpet flere søslag ud for det langstrakte stenrev der har lagt navn til området, og utallige skibe er i tidens løb gået ned på de skarpe skær, der gemmer sig lige under vandoverfladen.
Under Anden Verdenskrig var forsvaret knap så effektivt, tyskerne invaderede og Røsnæsspidsen blev en kanonstilling, der skulle afværge en allieret tilbageerobring af Europa. Herfra førte tyskerne deres jagere ud mod allierede britiske og amerikanske konvojer af bombefly, der var på vej mod Nordtysklands byer.
|