Grete BalleEt godt udtryk, - om at digte med tovværk |
"Fordi kunst ikke skal være en plakat. Den skal ikke agitere for noget bestemt. Heller ikke for kristendommen. Der er mange bibelske og kristne begreber, som er abstrakte. Tro, glæde, sorg og tvivl. De begreber kan man ikke udtrykke med symboler." "Jeg har i vævningen ikke bestræbt mig på at fortælle nogen historie. Ikke anden historie end om lys og mørke. Lyset det bevægelige, det foranderlige."
Da Grete Balle fyldte 80 år, udgav hendes datter, Annemarie Balle, en bog "Grete Balle –fra nethinde til lærred". Et portræt af et menneske, der hele sit liv har været til stede, været åben for indtryk og uafbrudt har arbejdet på udtrykket uafhængig af teknik og materiale.
Grete Balle var blandt de første i Danmark, der i 1950'erne skabte en fri tekstilkunst efter polsk forbillede. Grete Balle er mest kendt for sine ekspressive tekstilarbejder i vævning og billedsyning, hvor flere teknikker kombineres. Hun har udført dekorative opgaver til flere danske kirker og offentlige bygninger.
Grete Balle debuterede i 1950 på Kunstnernes Efterårsudstilling som maler, opfordret af hendes mand Mogens Balle, aktiv i kunstnersammenslutningen Cobra.
I værkerne ses aftryk fra fjerne lande, fra naturen og fra livet. Både form og indhold udtrykker på én gang mangfoldighed og ro. Selv når det bruser og brager, er der styrke, venlighed og glæde at hente.
Kilder: Gyldendals Den store danske encyklopædi, Fogtdals kunstleksikon, Galleri Emmaus, Dansk Kvindebiografisk Leksikon og Annemarie Balle: Grete Balle- fra nethinde til lærred, 2006.
5 spørgsmål til gæstebogenHvad får dig i gang? Jeg er altid i gang. Jeg venter ikke på inspiration, jeg går ind i mit arbejdsrum og tager fat i nogle materialer, og så kommer lyst og idéer. Det kan være en linje, man har læst, eller et billede, man har set, der kan være det igangsættende.
Hvad kan du li'? Jeg kan godt li' at eksperimentere, at bruge forskellige materialer. Sideløbende med at jeg vævede, syede jeg tekstile billeder, hvor jeg malede mellem stingene, satte uensartede ting sammen, og prøvede at finde det materiale, der var mest udtryksfuldt.
Fortæl om en stjernestund? Jeg er meget optaget af at rejse og har set mange lande. Men det første møde med Grønland var en stor oplevelse. Vi rejste med båd og slog motoren fra ved en isbræ. En storslået natur – stilheden, hvor man kun hørte naturens lyde. Det var næsten som at være i en katedral.
Dit ønske for Kalundborg Kommunes kulturliv? Der må godt ske lidt mere, et bredere kulturliv med flere valgmuligheder.
Din definition på kulturhus? Rummelighed og et højt niveau. Et kulturhus skal kunne rumme en masse muligheder og mange mennesker. Der skal være aktiviteter som udstillinger, koncerter og teater. Og der må også gerne være et bibliotek.
|
|
||||||||||||||
Fakta |