Vurdering og anbefalinger
Svebølle - S1.B11
Det foreslåede boligområde i Svebølle ligger umiddelbart vest for Svebølle i tilknytning til eksisterende byområde syd for jernbanen, hvor de udgør et samlet udviklingsområde til boligformål. Mod nord, syd og vest grænser området op til åbent land og vil efter udbygning udgøre byens nye vestlige afgrænsning mod det omgivende landskab. Områdets afskærmning mod det åbne land kan med fordel ske med en landskabeligt bearbejdet beplantning, der skaber en grøn og dynamisk overgang mellem by og land. Idet den maksimale bygningshøjde i rammen er fastsat til mellem 5,5 og 8,5 m vurderes den landskabelige påvirkning af det omgivende landskab at kunne begrænses med beplantning.
Områderne ligger inden for kirkeomgivelserne til Viskinge Kirke. Kirkeomgivelserne strækker sig bl.a. mellem Viskinge og Rugtved. Rammen angiver, at der skal tages hensyn til sigtelinien fra Rugtvedvej til Viskinge Kirke. Rammeområdet er opdelt således, at der omkring kirkesigtelinien fra Rugtvedvej kun kan opføres bygninger op til 5,5 m. Øst og vest herfor kan der opføres bygninger i op til 8,5 m. Desuden angiver rammerne bestemmelser om røde tegltage og maksimal højde på beplantning. Herved vurderes hensynet til oplevelsen af kirken særligt fra Rugtvedvej at være sikret.
Da der er visuel sammenhæng mellem boligområdet og det udpegede kulturmiljø i Viskinge skal byggeriet i områderne tage særlige hensyn til kulturmiljøets oplevelses- og fortælleværdi. Betinget af afstanden, terræn og den mellemliggende jernbane, kan en landskabeligt bearbejdet beplantning ved boligområdet med fordel bruges til at sikre den visuelle oplevelse af kulturmiljøet. Kulturmiljøet vurderes på den baggrund ikke at blive påvirket af det foreslåede boligområde.
I den nordlige rand af området ligger en sø beskyttet efter naturbeskyttelsesloven § 3. Det skal derfor sikres, at naturtypernes tilsand ikke ændres direkte eller indirekte som følge af udbygning af boligområdet. Alternativt skal der etableres erstatningsbiotoper. Søen kan dog medfordel integreres som en grøn struktur med rekreativ værdi i området.
Mod vest og sydvest afgrænses området af beskyttede diger, hvis tilstand skal sikres. Digerne bør derfor bevares som synlige kulturhistoriske elementer og naturligt afgrænsende strukturer.
Svebølle ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser, men den ændrede anvendelse vurderes ikke at udgøre en risiko for grundvandsressourcen. Kommunen kan dog i indsatsplanen for særlige drikkevandsområder finde det nødvendigt at opstille skærpede krav til arealanvendelsen, der har betydning for de foreslåede rammer. Det kan derfor være nødvendigt med en revurdering af rammerne, når indsatsplanen foreligger.
Områdets nordlige afgrænsning ligger ca. 100 m fra jernbanen. Såvel støj som vibrationer fra jernbanedriften kan udgøre gener i boligområder. Miljøstyrelsens vejledning om støj og vibrationer fra jernbaner indeholder modelberegninger for landets jernbanestrækninger. Det er for strækningen Holbæk-Kalundborg vurderet, at boliger etableret med en afstand på mindst 80 m til nærmeste spormidte ikke vil blive belastet med støj og vibrationer over grænseværdierne. Boligerne nærmest jernbanen vurderes derfor ikke at ville blive påvirket over grænseværdierne af jernbanestøj og –vibrationer.
| Anbefalinger |
| Områdets afskærmning mod det åbne land kan med fordel ske med en landskabeligt bearbejdet beplantning, der skaber en grøn og dynamisk overgang mellem by og land. |
| Oplevelsen af Viskinge Kirke som kulturhistorisk monument og kulturmiljøet i Viskinge skal bevares. Hensynet kan varetages ved områdets disponering og med hensigtsmæssig afskærmende beplantning. |
| Digerne bør bevares som kulturelementer i områdets indretning og afgrænsning mod det åbne land. |
| Det skal sikres, at tilstanden af den beskyttede sø ikke påvirkes direkte eller indirekte af det udbyggede boligområde. Alternativt skal der etableres erstatningsbiotoper. Søen kan dog med fordel integreres som en grøn struktur med rekreativ værdi i området. |
| Der skal sikres overensstemmelse mellem kommunens indsatsplan for særlige drikkevandsområder og kommuneplanens rammer, når indsatsplanen foreligger. |
|