Svebølle planområde

Miljøvurdering

Huse ved Svebølle station

Der er foretaget miljøvurdering af ændringer i kommuneplanens retningslinjer og rammer, der kan påvirke miljøet negativt. Her kan du læse om Miljøstatus samt Vurderinger og anbefalinger for ændringer i Svebølle planområde.

 

Oversigt over miljøvurdering af Svebølle planområde med de berørte rammeområder:

Miljøvurdering af Svebølle planområde

Vurdering og anbefalinger

 

0-alternativ Generelle betragtninger
Miljøstatus Svebølle - S1.B11
  Særslev-Snertinge - S2.B09
  Havnsø - S3.B09
  Vesterlyng Camping - S6.R03

 

Se hele miljøvurderingen af Kalundborg Kommuneplan:

Indledning Retningslinjer Lokale forhold
Ikke-teknisk resumé Detailhandel Planområde Kalundborg
Baggrund Stier Planområde Svebølle
  Vindmøller Planområde Gørlev
   

Planområde Høng

 

Miljøvurdering Svebølle planområde

I planområdet Svebølle sker der rammemæssige ændringer i Havnsø og Svebølle i form af nye boligområder, i Særslev-Snertinge i form af ændring fra jordbrugsparceller i hhv bolig- og fritidsområde til boligområde samt ændringer i rammen for Vesterlyng Camping vest for Havnsø, hvorved det bliver muligt at udvide campingområdet med ca. 150 pladser, mens muligheden for feriecenter fjernes.

 

Læs begrundelsen for rammeændringerne under redegørelsen for de lokale forhold i Svebølle planområde.

 

0-alternativ

De tre foreslåede boligområder i Havnsø, Svebølle og Særslev-Snertinge anvendes i dag til landbrugsformål. Såfremt planændringerne ikke gennemføres, vil denne anvendelse fortsætte. Nye områder til boliger er dog foreslået på baggrund af den udarbejdede befolkningsprognose for kommunen, der forudser et behov herfor. Hvis ændringerne ikke gennemføres, må der forventes at blive behov for nye arealudlæg i planområdet inden for næste planperiode i form af kommuneplantillæg. Ændringerne for Vesterlyng Camping er foreslået for at styrke campingpladsens udvikling og konkurrenceevne i den fremtidige turismeudvikling i kommunen. Såfremt den foreslåede ændring ikke gennemføres, må udviklingen ske inden for de eksisterende rammer.

 

Miljøstatus 

Landskab og kulturarv

Landskabet er i planområdet er sammensat. Den nordlige del er et morænelandskab overvejende med et småbakket dødispræg og klitter langs den nordvendte kyst ved Havnsø. Den sydlige del er præget af en mere jævn hedeslette, der stedvist har dødispræg og mod nord, syd og øst afgrænses af randmoræner, bl.a. ved Svebølle. Omkring Saltbæk Vig består landskabet af en flade af hævet havbund og inddæmmet areal.


I Regionplan 2005 er landskabet omkring Havnsø og Saltbæk Vig udpeget som uforstyrret landskab, der så vidt muligt skal friholdes for store og/eller støjende anlæg, samt støjende aktiviteter. Der ud over er hovedparten af planområdet udpeget som landskabsområde, herunder områderne omkring Havnsø og Svebølle. Udpegningen betyder, at nødvendig bebyggelse i videst muligt omfang skal varetage landskabelige hensyn og tilpasses lokal byggeskik. Desuden skal naturmæssige, kulturhistoriske, rekreative og landbrugsmæssige værdier respekteres. Den nordlige og østlige del af planområdet ligger inden for kystnærhedszonen, herunder Havnsø. Det betyder, at inddragelse af nye arealer i byzone kræver særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering, og at ferie- og fritidsanlæg skal lokaliseres efter sammenhængende turistpolitiske overvejelser og kun i sammenhæng med eksisterende ferie- og fritidsbebyggelser, jf. planloven § 5 b, stk. 1, nr.1 og 4.


Viskinge og Særslev Kirke er synlige fra store dele af det omgivende landskab og har betydning som kulturhistorisk bygningsmonument. Landskabet omkring kirkerne er udpeget som kirkeomgivelser. De foreslåede boligområder i Særslev-Snertinge og Svebølle ligger inden for disse områder. Udpegningen betyder, at byudvikling kun må ske i det omfang, det ikke forringer oplevelsen af kirken eller hvis den nødvendige byudvikling ikke med rimelighed kan ske på andre arealer.


Store dele af planområde rummer forskellige udpegede kulturmiljøer, herunder de ældste dele af Særslev og Viskinge. Det foreslåede boligområde i Svebølle ligger med en afstand på ca. 300 meter til dette kulturmiljø. Ved opførelse af bygninger i synlig kontakt til udpegede kulturmiljøer skal der tages særlige hensyn til områdets oplevelses- og fortælleværdi.


Planområdet rummer mange registrerede sten- og jorddiger, hvoraf flere er angivet i tilknytning til de behandlede rammeområder. Digerne er beskyttet som kulturhistoriske elementer efter museumsloven. Beskyttelsen betyder, at tilstanden af diget ikke må ændres, jf. museumsloven § 29a. De registrerede diger omkring Særslev-Snertinge eksisterer ikke længere.
 

Natur og miljø

Både det foreslåede boligområde ved Havnsø og Svebølle rummer en sø, der er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Søernes tilstand må derfor ikke ændres som en direkte eller indirekte konsekvens af udbygningen af de nye boligområder. Desuden er dele af planområdet udpeget som NATURA 2000-område, herunder indgår Vesterlyng i fuglebeskyttelsesområde nr. 94 og habitatområde nr. 135. Der må derfor ikke gennemføres planlægninger i og omkring dette område, der kan påvirke udpegningsgrundlaget negativt. 
 

Habitatområde 135 Sejerø Bugt og Saltbæk Vig
Fuglebeskyttelsesområde 94 Sejerø Bugt og Nekselø

 

For alle de foreslåede områder gælder habitatbekendtgørelsens § 11 om beskyttelse af dyrearter og plantearter, der er optaget i habitatdirektivets bilag IV. Bolig- og erhvervsområderne må kun etableres i det omfang, yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for dyrearter og plantearter på direktivets bilag IV ikke findes i områderne, eller hvis den ændrede arealanvendelse ikke vil have en negativ indvirkning på disse eller andre sjældne eller fredede arter.


Svebølle ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser. I dette område må der derfor ikke ske ændringer i arealanvendelsen, der kan forringe grundvandsbeskyttelsen. I forbindelse med udarbejdelse af kommunens indsatsplan for særlige drikkevandsområder i henhold til vandforsyningsloven kap. 3 har kommunen mulighed for at opstille retningslinier med skærpede beskyttelseskrav, der er nødvendige for beskyttelsen af grundvandsressourcen i det enkelte område.
 

Sidst opdateret 28/07-2010

STATUS I DEN POLITISKE PROCES

Kalundborg Kommuneplan 2009-2021 er vedtaget af Kommunalbestyrelsen 16. december 2009

© Kalundborg Kommune   ·   Klosterparkvej 7   ·   4400 Kalundborg   ·   E-mail: plan.byg.miljo@kalundborg.dk   ·   www.kalundborg.dk/kommuneplan