Vurdering og anbefalinger
Reerslev – H3.BL02
De to foreslåede områder til blandet bolig og erhverv i Reerslev ligger mod nord ved Kongstedvej samt mod øst ved Risbjergvej, hvor de afgrænser byen mod det omgivende dødislandskab. Området ved Risbjergvej ligger umiddelbart op til de dele af landsbyen, der er udpeget som kulturmiljø. Området ved Kongstedvej ligger ca. 200 meter herfra. Ved udbygning af begge områder er det derfor vigtigt, at der tages særlige hensyn til at bevare landsbyens kulturhistoriske udtryk samt oplevelses- og fortælleværdi både når landsbyen opleves indefra samt fra det omgivende landskab. Disse hensyn bør omfatte områdernes indretning samt bygningernes udformning.
Områderne ligger inden for kirkeomgivelserne til Reerslev Kirke og området ved Kongstedvej ligger desuden helt eller delvist inden for kirkebyggelinien. Fra Kongstedvej er der frit kig til kirken over de åbne marker. For ikke at påvirke oplevelsen af kirken væsentligt, bør der ikke i dette område gives mulighed for opførelse af landbrugsbygninger over 8,5 meter. Udbygning af området ved Risbjergvej efter de foreslåede rammer vurderes ikke at forringe oplevelsen af kirken.
Begge områder ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser, men den ændrede anvendelse vurderes ikke at udgøre en risiko for grundvandsressourcen. Kommunen kan dog i indsatsplanen for særlige drikkevandsområder finde det nødvendigt at opstille skærpede krav til arealanvendelsen, der har betydning for de foreslåede rammer. Det kan derfor være nødvendigt med en revurdering af rammerne, når indsatsplanen foreligger.
| Anbefalinger |
| Der bør tages væsentlige hensyn til bevaringen af landsbyens og kirkens kulturhistoriske udtryk både oplevet fra landsbyen og det omgivende landskab. |
| Af hensyn til oplevelsen af kirken bør der i området Kongstedvej ikke være mulighed for at opføre landbrugsbyggeri med en bygningshøjde over 8,5 meter. |
| Der skal sikres overensstemmelse mellem kommunens indsatsplan for særlige drikkevandsområder og kommuneplanens rammer, når indsatsplanen foreligger. |
|
Miljøvurdering af Høng planområde |
Oversigt over miljøvurdering af Høng planområde med de berørte rammeområder:
|
Se hele miljøvurderingen af Kalundborg Kommuneplan:
|
Sidst opdateret 28/07-2010