Trafik- og tekniske anlæg

Trafik- og tekniske anlæg

Trafikskilt

Trafik- og tekniske anlæg generelt

En god infrastruktur er vigtig for at styrke Kalundborg kommune som erhvervs- og bosætningskommune. Med nedlæggelsen af Vestsjællands Amt har Kalundborg Kommune overtaget en del af de gamle amtsveje. Den overordnede infrastruktur – Rute 22 og 23 – samt jernbanenettet og havnen administreres dog ikke direkte af kommunen, og her er det vigtigt, at Kommunen gør sine interesser gældende, når der planlægges for disse.

 

Rute 22 og 23 gives et løft gennem det statslige trafikforlig, og selv om de umiddelbare forbedringer ligger uden for kommunegrænsen, vil de også styrke de infrastrukturelle forhold for kommunen. Som en del af trafikforliget er der afsat penge til at etablere de første 12km motorvej på den østligste del af rute 23. Dertil er der afsat 15 mio.kr. til gennemførelsen af en fuld VVM-undersøgelse efter 2011 for den resterende del af strækningen helt frem til Kalundborg. Sammen med udbygningen af Nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød vil trafikforholdene i korridoren dermed forbedres markant og understøtte væksten i området. Der er desuden afsat penge til omfartsvej om Slagelse i trafikforliget, hvilket også vil styrke den sydgående trafik.

 

Kalundborg Kommune opretholder de arealreservationer til trafikale anlæg, der er fastlagt i den tidligere Regionplan, bl.a. omfartsvejen om Høng og arealreservationen for dobbeltspor frem til Vipperød. Samtidig arbejdes der på at forbedre forholdende for pendlerne til og fra Kalundborg by ved at undersøge muligheden for en ekstra station ved Novo Nordisk.

 

Ligesom den overordnede infrastruktur på vejnettet er reguleret gennem staten er også højspændingsnettet, hvilket i sidste planperiode har medført, at opførelsen af en omformerstation ved Herslev er ved at tage form for at realisere den elektriske Storebæltsforbindelse.

 

Vindmølleplanlægningen, der tidligere var en del af Regionplanen, er nu overgået til kommunerne. Behovet for at øge den vedvarende energiproduktion er ikke blevet mindre, og da den tidligere planlægning på området ikke opfylder de nuværende krav til vindmøllehøjder, har Kalundborg Kommune derfor med denne kommuneplan foretaget ny planlægning for vindmøller i kommunen.

 

Indsatsområder i planperioden

For de fleste af de emner, der behandles i dette afsnit gælder, at deres igangsættelse foranlediges af andre, fx udbygning af statsveje og jernbane samt opsætning af vindmøller og etablering af anlæg, der kræver VVM-vurdering. Derfor er der ingen konkrete indsatsområder i planperioden. Indsatsen er i stedet styret af at yde den nødvendige planlægning og støtte for sådanne projekter, når de søges realiseret.

 

Der vil løbende blive arbejdet for at styrke den trafikale infrastruktur både for transport via vejsystemet og via kollektiv trafik. Dette kan foregå både gennem vedligeholdelse og anlæg af kommunale veje og gennem dialog med de relevante statslige myndigheder, hvad angår de statslige veje.

Sidst opdateret 28/07-2010

STATUS I DEN POLITISKE PROCES

Kalundborg Kommuneplan 2009-2021 er vedtaget af Kommunalbestyrelsen 16. december 2009.

© Kalundborg Kommune   ·   Klosterparkvej 7   ·   4400 Kalundborg   ·   E-mail: plan.byg.miljo@kalundborg.dk   ·   www.kalundborg.dk/kommuneplan