Områdetyper

Jordbrugsområde

Korn og valmue

JORDBRUGSOMRÅDERNE er primært forbeholdt jordbrugserhvervet. Derfor er antallet af restriktioner over for jordbrugserhvervet begrænset så meget som muligt.

Retningslinjer

5.2.1 JORDBRUGSOMRÅDE er vist under temaet JORDBRUGSOMRÅDER på kortet 5.0.a. under områdetyper

 

5.2.2 JORDBRUGSOMRÅDE omfatter primært områder, der er udpeget som 'særligt værdifulde landbrugsområder' og er som hovedregel forbeholdt jordbrugserhvervet.

 

5.2.3 Nye tekniske anlæg og bebyggelser, der nødvendigvis må placeres i det åbne land, og som ikke tjener det lokale jordbrugserhverv, skal primært placeres i JORDBRUGSOMRÅDE.

 

5.2.4 Nødvendige anlæg og bebyggelser skal, i den udstrækning det er muligt, indpasses, så de ikke virker dominerende i forhold til omgivelserne. De naturmæssige, kulturhistoriske og rekreative værdier må respekteres.

 

Boliger

5.2.5 I afgrænsede landsbyer i JORDBRUGSOMRÅDE kan der under respekt for kulturmiljøer, kirkeomgivelser, øvrige bevaringsinteresser mv. planlægges for begrænset byggeri til helårsboliger, der understøtter livet i landsbyen og sigter på en afrunding og udfyldning af landsbyen. Der skal tages hensyn til eksisterende erhvervsvirksomheder, herunder jordbrugserhvervets mulighed for fortsat drift. Endvidere skal der tages hensyn til de særligt værdifulde landbrugsområder og til det omgivende landskab.

 

5.2.6 Af hensyn til bevarelsen af det stedlige by- og bygningsmiljø skal det vurderes, om der skal gælde særlige vilkår for udformningen af byggeriet, og om ubebyggede grunde bør bevares på grund af deres historiske fortælleværdi.

 

Erhverv

5.2.7 Der skal være mulighed for at inddrage eksisterende ledige bygninger som fx industribygninger, mejerier og landbrugsbygninger til erhvervsvirksomhed, såfremt bebyggelsen ikke skal gennemgå en større udvidelse, og såfremt det ikke indebærer skæmmende oplag.

 

5.2.8 Virksomheder og servicefunktioner, der betjener jordbrugserhvervet eller den lokale befolkning, skal i begrænset omfang kunne etablere sig i nye bygninger eller udvide eksisterende bygninger.

 

5.2.9 Virksomheder beliggende i det åbne land kan i begrænset omfang udvides bygningsmæssigt. Eksisterende virksomheder, som inden den 1. januar 1985 havde investeret væsentligt i anlæg og/eller bygninger, som vil gå tabt ved en eventuel flytning af virksomheden, kan dog tillades udvidet i takt med behovet, såfremt det kan ske, uden at væsentlige naturmæssige, kulturhistoriske, rekreative, miljømæssige eller landbrugsmæssige interesser tilsidesættes. Der bør endvidere tages hensyn til trafikbetjeningen, herunder især den kollektive transport.

 

5.2.10 Hvor det ikke er teknisk eller miljømæssigt muligt eller økonomisk forsvarligt at placere virksomheder i et erhvervsområde, skal disse placeres i JORDBRUGSOMRÅDE. Placering i JORDBRUGSOMRÅDE skal dog begrænses mest muligt, og der skal i givet fald tages hensyn til de naturmæssige, kulturhistoriske, landskabelige, rekreative, miljømæssige, landbrugsmæssige og trafikale forhold.

 

5.2.11 Virksomheder, som fordrer direkte adgang til råstoffer, bør placeres, hvor ressourcen findes.

 

5.2.12 Arealkrævende anlæg, som af hensyn til miljøgener mv. bør placeres i det åbne land, kan efter nærmere planlægning placeres i JORDBRUGSOMRÅDE.

Sidst opdateret 27/07-2010

STATUS I DEN POLITISKE PROCES

Kalundborg Kommuneplan 2009-2021 er vedtaget af Kommunalbestyrelsen 16. december 2009.

© Kalundborg Kommune   ·   Klosterparkvej 7   ·   4400 Kalundborg   ·   E-mail: plan.byg.miljo@kalundborg.dk   ·   www.kalundborg.dk/kommuneplan