Service

Forside  /  Bo og leve  /  Service  /  Skoler

Skoler

Skolen på Herredsåsen

Kalundborgs 17 skoler er rammen om vores børns hverdag og skaber en væsentlig del af fundamentet for de unges efterfølgende valg af ungdomsuddannelse og voksne liv. 

Mål 

Det er Kommunalbestyrelsens mål at: 

  • skolen er ambitiøs og rummelig
  • skolens interessenter arbejder sammen om et skolemiljø, der fremmer sundhed, trivsel og høj faglighed
  • skolerne hæver det faglige niveau inden for de naturfaglige, humanistiske og musisk/kreative fag
  • skolerne giver eleverne forudsætninger for, at 95 % kan gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015

Redegørelse  

Kalundborg Kommune har gennemført en bred offentlig debat om skolepolitik med sigte på  Kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse i sensommeren 2009. Målene ovenfor sammenfatter de skolepoltiske målsætninger fra Skolepoltikken.  

 

Skolestruktur

Kommunalbestyrelsen fastlagde den 26.marts 2008 skolestrukturen: Kalundborg Kommunes skolevæsen omfatter 17 skoler (Løve-Ørslev opdelt på to geografier) med hver sit tilhørende skoledistrikt. Se kommunens skoler og skoledistrikter på kort. 

 

Samtlige skoler har 0.-6. klasse, mens ni skoler har overbygning dvs. 7.-9. klasse. Kommunens 10. klasser er samlet på 10. klassecentret på Skolen på Herredsåsen i Kalundborg by. Der er særlige forhold for Sejerø skole og Røsnæs skole.

  

Skolerne har ret forskellig størrelse med Skolen på Herredsåsen som den største med tre spor, efterfulgt af Rynkevangsskolen, Nyrupskolen, Høng Skole og Hvidebæk skole med 2-3 spor, mens otte af kommunens skoler har mindre end 100 elever.    

   

Ca to tredjedele af kommunes 6-17-årige indskrives i folkeskolen i det tilhørende skoledistrikt. Det frie skolevalg giver adgang til at blive indskrevet i en anden skole end distriktsskolen, ligesom mange af eleverne vælger en af de 12 frie skoler mv. Se kommunens friskoler på kort. I skoleåret 2007/08 gik ca. en fjerdedel af alle kommunens 7-16-årige i de private skoler mv., som alle har ét spor.   

 

Der er skolefritidsordninger, SFO for 0.-3.-klasses elever som regel i tilknytning til den enkelte folkeskole samt fritidsklubber for 4.-6.-klasses elever.

 

Specialområdet dækkes dels af specialklasser på fire folkeskoler med knap 180 elever, dels af specialskoler med et tilsvarende elevtal.

 

Skoleprognosen udarbejdet juni 2008 er baseret på befolkningsprognosen marts 2008 og viser en forventet vækst i det samlede elevtal på ca 450 elever frem til 2014 og en samlet yderlige vækst i elevtallet på ca 150 elever frem til 2020. Den fremtidige vækst i planperioden 2008-2020 forventes især i Kalundborg by (500 elever) og Svebølle planområde (ca 200 elever), mens der forventes et uændret elevtal i Høng og Ubby-Jerslev samt en tilbagegang på ca 100 elever i Gørlev planområde 2008-2020. 

 

Høng ny skole

Der er truffet principbeslutning om en ny samlet overbygningsskole i Høng. Udarbejdelse af projektmateriale er påbegyndt, og Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om eventuel iværksættelse af gennemførelsesfasen i forbindelse med budgetvedtagelse 2010. 
 

Skolepolitikken 

Skolepolitikken indeholder fælles indsatsområder for alle kommunens folkeskoler: 'motion', 'udeskole og skoletjeneste', 'rummelighed' og 'læsning', og den enkelte skole kan ved siden af arbejde med egne indsatsområder. De fælles indsatsområder konkretiseres i målene:   

  • børn i Kalundborg kommune skal være fysisk aktive mindst en time om dagen
  • etablere og udvikle udeværksteder og aktivitetspladser ved den enkelte skole
  • inddrage natur- og kulturmiljøer i udvalgte lokalområder
  • skolen skal inden for de givne rammer give eleverne de bedste forudsætninger for at udvikle sig ud fra deres særlige forudsætninger
  • skolen skal prioritere forældresamarbejdet højt
  • skolen hæver elevernes faglige niveau i læsning, så de får bedre kvalifikationer og kompetencer til at fortsætte i uddannelsessystemet

Skolernes fælles indsatsområder reflekterer både Regeringens, Regionens og Kalundborg Kommunes målsætninger på uddannelsesområdet og på sundhedsområdet, hvor børn og unge er et særlig indsatsomåde for Kalundborg Kommunes sundhedspolitik.     

 

Udfordringer

Derudover står Kalundborg kommune som mange andre kommuner med flere udfordringer på skoleområdet herunder:

  • behovet for at hæve det generelle uddannelsesniveau i kommunen gennem en bred vifte af forskellige tiltag for at nå målet om, at 95 % af en ungdomsårgang skal genenmføre en ungdomsuddannelse (link vision og udvikling/udfordringer/uddannelse) 
  • antallet af børn, der henvises til særlige undervisningstilbud, har været stigende gennem mange år og udgør en væsentligt økonomisk og pædagogisk udfordring for den enkelte skole – og for kommunen
  • med en høj dækningsgrad i SFO og klubtilbud bliver udviklingen af samspillet mellem skole og fritidsdel en væsentlig udfordring, hvor ændret lovgivning på området åbner for en helhedsbetragtning på undervisningdel og fritidsdel – bl.a for at tilgodese målet om øget fysisk aktivitet  
  • Derudover har skolen gennem tiden udgjort en væsentlig del af lokalsamfundet – i sær i de mindre bysamfund og landsbyer. Skolens lokaler og øvrige fysiske anlæg fungerer som lokale samlingssteder  og ramme om idræts-, forenings- og kulturlivet og kan styrke lokalsamfundenes selvforståelse og udviklingsperspektiv. Læs kommuneplanens afsnit om landdistrikter.

 

Sidst opdateret 27/07-2010

STATUS I DEN POLITISKE PROCES

Kalundborg Kommuneplan 2009-2021 er vedtaget af Kommunalbestyrelsen 16. december 2009

© Kalundborg Kommune   ·   Klosterparkvej 7   ·   4400 Kalundborg   ·   E-mail: plan.byg.miljo@kalundborg.dk   ·   www.kalundborg.dk/kommuneplan