Hovedpolitik for bo og leve

Baggrund

Det skal fortsat være attraktivt at bo og leve i Kalundborg kommune. I kommunens bolig- og lokalområder findes forskellige bokvaliteter, såvel natur-og miljøkvaliteter som nærhed til servicetilbud. Borgernes efterspørgsel efter servicetilbud afhænger af mange forhold bl.a. alder, behov og interesser.        

Kalundborg kommune giver mulighed for bo og leve under forskellige former: i Kalundborgs historiske bycentrum eller andre byer med nærhed til forskellige centerfunktioner og gode transportforhold, i byernes villaområder med adgang til lys og luft og let adgang til byernes mange funktione, eller i landsbyer og i det åbne land med let adgang til natur og ofte i lokalmiljøer med stærk social sammenhængskraft.

 

Bymønster

Ved siden af Kalundborg by er de fire lokalcenterbyer, Høng, Gørlev, Ubby-Jerslev og Svebølle hovedbyer i de kommuner, der blev sammenlagt fra 2007. De fire lokalcenterbyer udfylder i kraft heraf – og som de største byer – en særlig funktion i lokalområderne. Ved siden af lokalcenterbyerne findes en række større og mindre byer og landsbyer.

 

Kommunens større og mindre byer danner det kommunale bymønster, som beskriver rollefordeling og samspil mellem kommunens større og mindre byer. Ved siden af det kommunale bymønster eksisterer et regionalt bymønster mellem regionens større byer, hvor Kalundborgs særlige styrkeposistion er forankret i erhverv – især industri og havnedrift. 

 

Kalundborg by, lokalcenterbyerne, større og mindre byer spiller sammen – indbyrdes og med nærliggende byer – inden for kommunegrænsen og med større byer uden for kommunegrænsen.

 

Bymønstre

Bolig og lokalmiljø

I Kalundborg kommune bor næsten en tredjedel af befolkningen i mindre landsbyer, i fritliggende huse i det åbne land eller på øerne. Nærhed til naturen, god plads og landskabelige og rekreative herlighedsværdier opfylder for mange familier drømmen om det gode liv.

Det er afgørende for Kalundborgs fremtidige udvikling, at der fortsat kan tilbydes attraktive bosætningsmuligheder, der imødekommer de potentielle tilflytteres ønsker til såvel bolig som lokalmiljø. 

 

Bolig, lokalområde og nærmiljø sætter rammer for hverdagen: Adgangen til at bruge kollektiv transport eller cykel til de daglige gøremål (daginstitution, skole, arbejdsplads, butikker, skole, idræts- og kulturtilbud) er meget forskellige. I kommunens tyndt befolkede dele og yderområder med stor afstand til de private og offentlige servicetilbud og begrænsede kollektive transportmuligheder er flere biler i den enkelte husstand ofte helt nødvendigt for at få hverdagen til at fungere.

 

Attraktive kulturtilbud

Adgang til kultur-, fritids- og idrætstilbud er væsentlige kvaliteter både i kommunen som helhed og i lokalområderne. Aktiv medvirken i kultur-, fritids- og foreningslivet styrker fælleskabet og lokalsamfundets sammenhængskraft for både børn, unge og voksne. 

 

Attraktive kultur- og fritidstilbud kan derved også blive afgørende, når potentielle tilflyttere  vælger bolig- og lokalområde. Kultur- og fritidstilbud indgår derfor i Kalundborgs Kommunes erhvervs- og udviklingspolitik, som element i kommunens bosætningsstrategi.  

 

Bymønster og servicetilbud 

Serviceforsyning og bymønster er således tæt forbundne, og planlægningen kan ikke ændre grundlæggende på, at afstand og geografi sætter forskellige rammer for adgangen til de offentlige og private serviceydelser og -tilbud.  

 

Tilgængelighed og lokal forankring er bærende værdier ved lokaliseringen af offentlige serviceydelser, specielt inden for børnepasning, undervisning og ældrepleje. I takt med at der opstår ændringer i befolkningens behov, vil de offentlige serviceydelser skulle tilpasses disse ændringer.

 

Udfordringer består derfor i at udnytte og udvikle det nuværende bymønster, herunder samspillet mellem større og mindre byer, så der sikres bedst muligt grundlag for fortsat udvikling – herunder for offentlig og privat serviceforsyning og transportmuligheder.

 

Kalundborg Kommune har vedtaget en række sektorpolitikker på borgerrettede serviceområder. Nogle sektorpolitikker udspringer af lovkrav, med krav til form og indhold, mens der på andre områder er større frihedsgrader til udformningen af politikken. På ældreområdet er der desuden lovkrav om serviceinformation og kvalitetsstandarder, der detaljeret beskriver vedtagne politiske beslutninger for borgerrettede serviceydelser. 

 

Åben og imødekommende    

Kalundborgs Kommunes vision lægger vægt på, at kommunen er imødekommende og åben, og inddrager borgerne – både som brugere og som samarbejdspartnere. Samspillet mellem borgere og kommune kan udvikles gennem det nuværende foreningsliv og gennem nye organiseringsformer, netværk og partnerskaber hvor kommune og borgerne mødes, med Kalundborg Kommunes værdier – stolthed, trivsel, respekt, dialog og medansvar – som ledetråd. 

 

 

Sidst opdateret 27/07-2010

STATUS I DEN POLITISKE PROCES

Kalundborg Kommuneplan 2009-2021 er vedtaget af Kommunalbestyrelsen 16. december 2009

Informationer på kort

> Kommunens digitale kortside

© Kalundborg Kommune   ·   Klosterparkvej 7   ·   4400 Kalundborg   ·   E-mail: plan.byg.miljo@kalundborg.dk   ·   www.kalundborg.dk/kommuneplan